DE ER kommet. De ondsindede gopler lever allerede iblandt os og venter blot på chancen for at få tentaklerne viklet om en saftig dansker. Og nej, det er ikke Steven Spielbergs avancerede rumvæsener, vi taler om. Faren er langt mere lumsk. Varmen har bragt kæmpebrandmænd med ti meter lange fangarme faretruende nær de danske kyster. Selv fiskene skulle ifølge biologerne være drevet på flugt fra de danske farvande af kæmpebrandmændene, og hvis selv torskene fatter faren, må det for alvor stå galt til. Endnu er det kun de bedre svømmere, der er i farezonen. Brandmændene er stadig er et par kilometer fra kysten, men forskerne råder allerede de badende til at være på vagt. Som marinbiolog Jens Peter Jeppesen forklarede i gårsdagens avis »ligger de ude på store dybder og lurer, så de kan blive suget ind«. AK JA. Det er farligt at leve. Til sidst dør man faktisk af det. Indtil da kan man, hvis man ikke passer på, bruge meget af tiden på at være bekymret. For terrorangreb, blågrønne giftalger, dræbersnegle og nu også kæmpebrandmænd. Eller noget helt femte. Og alt sammen kan da også være farligt og noget, som der er god grund til at passe på. Men lad nu ikke frygten ødelægge humøret eller livsglæden. Det gælder trods alt om at nyde tilværelsen, mens man har den. Så tag terroradvarslerne og brandmandsalarmerne som de påmindelser, de er om livets skrøbelighed, og at ikke alt og alle vil os det godt. Men nyd ellers livet og den indtil videre fremragende sommer. Få ting er så herlige som at hoppe i havet en varm sommerdag, og har guderne ikke begunstiget Danmark med storslået natur, har vi til gengæld masser af vidunderlige strande. Det skulle fanden stå i at lade hverken terrorister eller kæmpebrandmænd forpurre.