Det altoverskyggende problem i Danmark i dag er manglen på arbejdskraft. Man kunne derfor have forventet, at statsministeren i sin åbningstale til Folketinget i går havde koncentreret sig om denne udfordring. Statsministeren synes imidlertid at mene, at værdikampen – både ude og hjemme – er vigtigere end selve grundlaget for velstanden. Men i stedet for at tage ordentligt fat om arbejdskraftproblemet lagde han op til beskedne tiltag – om end ti af slagsen – der ikke kan dække det akutte og massive behov for arbejdskraft, som både den offentlige og private sektor står med. Som statsministeren selv sagde: I foråret måtte det private erhvervsliv opgive at besætte 58.000 stillinger. Dertil kommer de ubesatte offentlige stillinger. Situationens alvor er således ikke til at tage fejl af – heller ikke for statsministeren. I hvert fald ikke længere. For sagen er, at når det er kommet så vidt, skyldes det i høj grad regeringen. Hvis regeringen tog problemerne alvorligt i stedet for at skyggebokse med ’værdierne’, ville den måske også have undgået, at åbningstalen for andet år i træk blev mødt af demonstrationer i protest mod arbejdsforholdene i den offentlige sektor. Den bebudede kvalitetsreform bliver der nemlig ikke meget kvalitet over, hvis ikke der er mennesker til at levere den. VK-regeringen har nu i seks år været styret af Dansk Folkepartis udlændingeforskrækkelse og egen skræk for boligejerne. Da Velfærdskommissionen i 2005 forudsagde arbejdskraftmanglen og fremlagde løsningsforslag, bl.a. skatteomlægninger og import af udenlandsk arbejdskraft, kunne regeringen ikke bruge dem til noget. Nu foreslår samme regering en arbejdsmarkedskommission, der skal gentage Velfærdskommissionens arbejde. Det var symptomatisk for statsministerens åbningstale, at den var så bredt, blødt og rundt formuleret, at den også stort set var tom. Han sluttede af med at opremse et »omfattende politisk program«. Det meste af det, der er på statsministerens omfattende program, er der imidlertid ikke noget nyt i. De egentlige udfordringer synes ifølge statsministeren at komme udefra: fra den globale værdikamp og radikaliserede muslimer. Man skulle tro, vi stod midt i en krise, når der sådan er behov for at påkalde en ydre fjende og blæse til national samling. Men den umiddelbare krise, Danmark oplever, består i, at vi har en regering, der kører i tomgang.