Det kommer ikke som en overraskelse for nogen, når Hu Jintao i dag genvælges som præsident og leder af Kinas kommunistparti. Gennem de sidste fem år har han styret Kina med fast hånd og formået at holde landets økonomiske vækst på den gode side af de 10 pct. Samtidig har Hu Jintao holdt pressen i en kort snor, slået hårdt ned på korrupte embedsmænd og forbedret forholdet til de asiatiske naboer. Alt sammen noget, der har sikret hans genvalg, og som giver respekt både inden for partiets rækker og i store dele af befolkningen. Modsat sin forgænger, Jiang Zemin, tror Hu Jintao både på social udligning og massiv vækst, og hans mantra gennem de sidste fem år har da også været opbygningen af et harmonisk samfund. Kineserne er hunderædde for kaos, og når man tænker på, at landet råder over en befolkning på 1,3 milliarder, forstår man dem godt. Spørgsmålet er imidlertid, om det vil lykkes Hu Jintao at holde fast i de harmoniske drømme, eller om den enorme økonomiske, sociale og politiske ulighed, der præger hans kommunistiske stat, vil få den til at knække midt over. Disharmonien kom for alvor til udtryk i den forløbne uge, hvor blot 2.200 mennesker havde til opgave at godkende de rammer, som ni medlemmer af partitoppen har udstukket for de kommende årtier. Selv om kommunistpartiet i øjeblikket boomer med 70 millioner medlemmer, ligger Kinas skæbne reelt i hænderne på Hu Jintao og hans allernærmeste. Samtidig har det vist sig komplet umuligt for befolkningen at følge med i diskussionerne på partikongressen, ligesom udenlandske observatører har måttet overgå hinanden som spåkoner med bud på Beijingmødernes udfald. Det hemmelighedskræmmeri, som både kineserne og vi har været vidner til under partikongressen, er skandaløst i et land, der står på tærsklen til at blive det 21. århundredes økonomiske stormagt. På mødet i Beijing er indholdet for de næste årtiers politik blevet vedtaget – herunder indsatsen imod fattigdom og økonomisk ulighed. Alt sammen meget godt, men egentlige politiske reformer er der ikke tale om. Forhåbentlig vil de yngre kræfter, der ventes valgt ind i kommunistpartiets ledelse i dag, indse, at en harmonisk fremtid i Kina kræver reformer, som ikke kan vente til den næste partikongres i 2012.