VIL DU have permanent opholdstilladelse i Danmark? Så skal du svare ja til følgende tre spørgsmål: Er du holdt op med at sympatisere med terror? Er du holdt op med at slå din kone og dine børn? Vil du stoppe med kun at udføre sort arbejde? HOV. Det sidste var en fælde! Hvis du svarede ja til det sidste spørgsmål, er du jo kriminel i dag, og så skal du ikke gøre dig forhåbninger om at blive her. Vi har hverken plads eller penge til platugler og dovendyr. Men hvis du - mod forventning - klarede dig igennem vores nye 'erklæring om integration og aktivt medborgerskab i det danske samfund', skal du dog vide, at strabadserne ikke stopper her. For hvis du ikke skræmmes væk i mellemtiden, vil der være flere krav, hvis du senere skulle finde på at søge om dansk statsborgerskab - hvilket du bestemt ikke skal føle dig forpligtet til at gøre. Så skal du blandt andet også have haft fast arbejde i de sidste fire år ud af fem. Bare fordi vi allerede har 1 mio. borgere på offentlig forsørgelse betyder det jo ikke, at vi er interesserede i at få flere socialklienter. I REALITETEN vil det være sådan, udlændinge, der ønsker at bo eller arbejde i Danmark, fremover modtages. VK-regeringens nye udspil bygger på en grundlæggende mistænksomhed over for alle udlændinge, der ønsker at opholde sig her i landet. Regeringens nye 'erklæring om integration og aktivt medborgerskab' skaber en afstand mellem »det danske samfund« som en eksklusiv loge med særlige værdier på den ene side og alle udenforstående på den anden side; en opdigtet afstand, da der er lige så mange udlændinge, der på forhånd helhjertet støtter de 'danske' værdier, som der er gammeldanskere, der ikke lever op til dem i praksis. Kun at afkræve udlændinge en troskabsed er krænkende, og bidrager kun til at sabotere den mellemfolkelige forståelse, der er en afgørende forudsætning for at få integrationsindsatsen til at fungere. NATURLIGVIS skal der stilles krav, før man kan få opholdstilladelse og ikke mindst statsborgerskab. Men dét skulle vi lige hilse og sige, at der også bliver i dag. Siden VK-regeringen kom til magten i 2001, er antallet af nye statsborgere faldet fra cirka 16.000 om året til 10.000 i dag. Antallet af opholdstilladelser i asylsager er samtidig faldet fra 6.263 i 2001 til 1.592 sidste år. At stramme betingelserne yderligere er derfor helt ude af proportioner. Desværre synes det at være nødvendigt at påpege, at Danmark er ikke et værdifællesskab. Danmark er en demokratisk stat, hvor man som borger i udgangspunktet er frit stillet - under ansvar for loven. Derfor bør krav til udlændinge naturligvis også kunne opfyldes af alle gammeldanskere.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
