Statsskole

Lyt til artiklen

Det ligner næsten en vittighed. Venstreministeren Bertel Haarder kigger op fra det, han selv kalder den liberale kogebog, og forudsiger en statsskole om ti år, hvis ikke kommunerne tager sig sammen og imødekommer de faglige krav, en moderne folkeskole stiller. På venstrefløjen har blandt andre SF ikke lyst til at sætte tænderne i Bertels uliberale ret. Her hejses flaget for decentraliseringen. Fraset det komiske i, at positioner ændrer sig, og at meget i regeringens politik i disse år er langt fra opskrifterne i det liberale køkken, må det siges, at undervisningsministeren har en pointe. I mange kommuner kan man opleve skoler, der ligner forladte indiske banegårde, og i børnenes skoletasker kan man finde atlasser og skolebøger fra før Murens fald. Desuden har timetal og fagligt indhold varieret meget fra skole til skole - med det resultat, at elevernes faglige formåen i vidt omfang bestemmes af, hvor i Danmark de bor. Retfærdigvis skal det siges, at der findes kommuner, som på fornem vis har forvaltet ansvaret for deres skoler. Men det hjælper ikke de elever, som er så uheldige at være bosat i kommuner, hvor der prioriteres anderledes. Den forskelsbehandling kan vi ikke leve med. Og slet ikke i en situation, hvor hver femte elev efter endt skolegang knap kan stave sig gennem en pixibog. DERFOR MÅ det hilses velkommen, at Haarder banker i bordet og gør kommunerne klart, at hvis ikke de prioriterer opgaven, må den logiske konsekvens være, at staten overtager styringen af skolerne. Centraliseringen er allerede i gang. Med de obligatoriske test og det statslige evalueringscenter er der nærmest tale om statslig rammestyring af skolerne. Kommunerne sidder så med problemet med at finde penge til de øgede krav til folkeskolen. På den baggrund kunne man godt foretage det rene snit og gøre skolerne statslige. Det ville gøre ansvarsfordelingen mere klar og ville gøre det muligt med en samlet national indsats for at højne skolens faglige niveau. Mange politikere har med rette kritiseret, at vi ikke får nok ud af 'Verdens dyreste folkeskole'. Det er på tide, at de selv får lov at prøve kræfter med opgaven.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her