Et herrens hus

Lyt til artiklen

DET ER da også for galt: Præster og bisper går og hygger sig i deres lune præstegårde. Og det koster næsten ingen penge. Det kan vi ikke have. Ingen præst må få mere end kollegaen eller os andre. Det må normaliseres og friseres -jo før jo bedre. Som sagt så gjort. Embedsmænd i Kirkeministeriet er nu ved at revurdere landets 1.763 præsteboliger, så der kommer orden i sagerne. For de har regnet sig frem til, at en nyvurdering vil betyde »en større overensstemmelse mellem husleje og markedspris«. Det betyder på dansk, at præsternes husleje i de fleste tilfælde vil stige. De skulle jo nødig have mere end den danske normalparcellist -og da slet ikke når huspriserne stiger, synes logikken at være. MAN FÅR lyst til at udbryde: Tilgiv dem, Herre - thi de ved ikke, hvad de gør. For hvad skal den bureaukratiske manøvre gøre godt for? Samme spørgsmål lyder fra flere og flere præster, der som beskrevet i dagens avis ønsker at frasige sig tjenesteboligen blandt andet i protest mod ministeriets regelrytteri og cirkulærecirkus. Vi forstår dem godt. Tjenesteboligen er jo en del af pakken - og skal huslejen sættes efter markedsvilkår, må det være rimeligt, at præster kan sige nej tak og som andre bo, hvor de ønsker. Læg dertil, at menighedsrådene i realiteten bestemmer over præstegårdene, og at det forventes, at præsten tager imod sognebørnene med åbningstider, som selv kioskkæden 7-Eleven ikke kan matche. Er det noget at misunde? At være præst er stadig - og gudskelov for det - et kald. Et arbejde, som de påtager sig, fordi de vil gøre noget for deres medmennesker. Tænk, hvis det samme gjorde sig gældende for for eksempel skolelærere, der i dag har overenskomster og lønninger, der leder tanken hen på samlebåndsarbejde. Hvorfor ikke lade sig inspirere af præsternes arbejdsforhold, hvor en billig bolig stilles til rådighed, til gengæld for at præsten ikke stempler ud og ind af funktioner, hvor nærvær er afgørende? Vi venter spændt på, hvornår Kirkeministeriet regner sig frem til en vurderingspris for landets kirker. For det kan vel ikke være rigtigt, at præsterne hver søndag skal lukrere på de halvtomme kirker?

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her