Efter Afrika i 1990’erne havde oplevet Vestens passivitet over for massive overgreb på civile afrikanere, bl.a. hutuernes folkemord på tutsierne i Rwanda i 1994, gjorde afrikanske ledere en dyd ud af nødvendigheden og begyndte at tale om »afrikanske løsninger på afrikanske problemer«. Fra dengang at være en vigtig og rigtig lære for Afrika om, at de ikke kunne forlade sig på Vesten, men måtte tage hånd om deres egne problemer, er credoet imidlertid godt ti år senere blevet en bekvem undskyldning, dels for de afrikanske ledere, som har kunnet bruge det til at fortsætte deres undertrykkelse uforstyrret, og dels for Vesten, især de tidligere kolonimagter, som bag denne frase har kunnet legitimere, at man ikke ønsker at blande sig. Weekendens topmøde mellem EU og Afrika var en test på, om dette afrikanske credo ville blive udfordret. Den britiske premierminister, Gordon Brown, var den eneste europæiske statsleder, som boykottede topmødet i protest mod, at Zimbabwes præsident, Robert Mugabe, deltog. Man kunne, som Brown, have frygtet, at topmødet mellem EU og Afrika ville have fået karakter af en legitimering af Mugabes undertrykkende styre i Zimbabwe og dermed have cementeret opfattelsen af, at der kun gives »afrikanske løsninger på afrikanske problemer«. Sådan gik det heldigvis ikke. De handelsmæssige og andre strategiske interesser fik ikke lov til at overskygge hensynet til menneskerettigheder og demokrati. EU-landene havde valgt den tyske kansler, Angela Merkel, som deres budbringer, og ligesom hun for nylig har gjort det over for Kina og Rusland, gav hun også Mugabe ren, men sober besked. »Vi må ikke vende blikket bort, når menneskerettigheder bliver trådt under fode. Situationen i Zimbabwe angår os alle i Europa såvel som i Afrika«, sagde hun, mens Mugabe sad i salen omringet af 52 andre afrikanske statsledere og var tvunget til at lytte. Det konkrete resultat af topmødet er en ambitiøs samarbejdsaftale mellem EU og Afrika om bl.a. handel, demokrati og klima. Hvor meget den er værd, afhænger af, hvor meget der bliver gennemført. Topmødets vigtigste øjeblik var imidlertid Merkels tale, som viste, at det var rigtigt at lade Mugabe deltage i mødet, ikke for at legitimere hans styre, men for skarpt at kritisere det. På den måde har EU nu øget presset på Mugabe, på de andre afrikanske lande og på sig selv for at finde en løsning på ikke et afrikansk, men et internationalt problem.