DET ER gået helt efter hensigten. Asylansøgerne er blevet skræmte. I de fem år, VK-regeringen har været ved magten, er antallet af asylansøgere faldet til under en femtedel. Sidste år var der kun 2.260, der ikke havde forstået budskabet. Af dem blev 651 lukket ind. Ingen steder i den vestlige verden er faldet så markant som i Danmark. Regeringen og Dansk Folkeparti kan lykønske hinanden. Stramningerne af udlændingeloven over de seneste fem år har haft den ønskede virkning. MAN MÅ på den baggrund konstatere, at det ikke har været tilstrømningen af asylansøgere, der de sidste år har overbelastet Udlændingestyrelsen, som administrerer udlændingeloven. Til gengæld er der al grund til at tro, at de 21 ændringer af loven, som regeringen har gennemført inden for de seneste fem år, har gjort sit til at komplicere opgaven. Rigsrevisionens netop offentliggjorte kritik af dele af Udlændingestyrelsen og Integrationsministeriets sagsbehandling - nemlig de formodentlig mindst krævende sager, der handler om studie- og erhvervsopholdstilladelser og behandling af erhvervsvisa - skal ses i dette lys og bekræfter forrige sommers afsløringer af Udlændingestyrelsens servicemindede behandling af pengestærke kinesere og generøse fodboldklubber. Integrationsminister Rikke Hvilshøj (V) har forsøgt at komme Rigsrevisionens rapport i forkøbet ved at bebude en opdeling af administrationen i to nye centre, nemlig 'Job og Visit' og 'Asyl- og Familiesammenføringscentret' og omdøbe Udlændingestyrelsen til Udlændingeservice. Det lugter fælt af kosmetik: Pænere kontorer, bredere smil. Samme afslag. MINISTERENS handlingsplan giver indtryk af, at problemerne udelukkende er af administrativ art. Derfor skal den 'nye' Udlændingeservice nu igennem det, der svarer til bureaukratiets paragraf 14- eftersyn, den såkaldte Toyota-model, der har til formål at effektivisere arbejdsgangene. Det er der sikkert behov for, men det løser ikke det grundlæggende problem, at regeringen de seneste fem år dels har indført den ene lovændring efter den anden, dels fejt har overladt til embedsmændene at administrere loven lige til kanten af de internationale konventioner, fordi den ikke selv har haft mod til at bryde dem. Regeringen har ønsket en stram udlændingelov. Det ansvar må den tage på sig i stedet for helt uanstændigt at skubbe embedsværket foran sig. Der er kort og godt behov for en grundig gennemskrivning af udlændingeloven og dens utallige bemærkninger og cirkulærer. Uanset hvad man mener om niveauet for indvandringen til Danmark, er det i alles interesse, at loven er klar.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
