MON DET ER i anledning af den tilstundende påske, at de konservative er blevet overmandet af blødsødenhed og åbent angrer en nyindført stramning i loven om indfødsret? Motivet er uklart. Måske har de konservative hele tiden ment noget anstændigt, men først nu fået mod til at mene noget selvstændigt. Uanset årsagen er det en kendsgerning, at de konservative for kun fire måneder siden sammen med Venstre og Dansk Folkeparti vedtog en række stramninger af indfødsretsloven, deriblandt en ny regel, der udelukker flygtninge i Danmark med kronisk posttraumatisk stresssyndrom (PTSD) fra at få dispensation fra de sprogkrav, der stilles for at opnå dansk statsborgerskab. Nu appellerer de konservative til deres aftalepartnere om at overveje at afskaffe reglen igen. Man bør altid glæde sig over, at nogen bliver klogere og har mod til at erkende sine fejltagelser. Også selv om der som i dette tilfælde er tale om en forbrydelse begået med åbne øjne og fuld bevidsthed om konsekvenserne. Det skortede nemlig ikke på advarsler, inden de nye regler blev vedtaget. Således blev Folketingets Indfødsretsudvalg gjort opmærksom på, at personer med kronisk PTSD har psykiske symptomer som hukommelsestab, koncentrationsbesvær og indlæringsvanskeligheder, hvilket ofte vil gøre det umuligt for dem at opfylde sprogkravet. Det anbefaledes derfor at bibeholde den dispensationsmulighed, der eksisterede i loven, som i forvejen blev brugt yderst restriktivt. Man hjalp endog udvalget ved at lave et udkast til retningslinjer for de kriterier, der burde gælde ved dispensation for sprogkravet. Ikke desto mindre vedtog regeringen og Dansk Folkeparti de nye regler, der med følgende citat demonstrerer, at man ikke ønskede at efterlade nogen tvivl om hensigten: »Integrationsministeriet forudsættes endvidere at meddele afslag til ansøgere, som lider af PTSD - også selv om tilstanden er kronisk og dette er dokumenteret ved en erklæring fra en person med lægefaglig baggrund«. AT FOLK HAR fysiske og psykiske mén, som oven i købet er diagnosticeret af en læge, rykker unægtelig ved det skabte billede af, at udlændinge, der kommer til Danmark, kommer af bekvemmelighedsgrunde, er snydere og bedragere og bare kan sendes hjem igen. Derfor måtte man i forløbet mistænkeliggøre den samlede danske lægestand for at udstede diagnoser på PTSD i flæng. Det kalder ikke på ros, at man først tager en rettighed fra mennesker, der har været igennem det, som mennesker med kronisk PTSD har, for derefter at give dem den tilbage. Men man bliver nøjsom, når man ikke er for godt vant. Kun derfor bliver de konservatives holdningsskift til en god nyhed. Rigtig glædeligt bliver det først, når Venstre og Dansk Folkeparti følger trop og de konservative fortsætter med at mene noget selvstændigt og anstændigt om udlændingepolitikken.