IRAN IGNOREREDE den deadline, som FN havde givet landet til senest i går at suspendere uranberigelse og udlevere manglende oplysninger om landets atomprogram. Næppe nogen havde ventet, at Iran ville bøje sig, så bolden er nu i FN's Sikkerhedsråd. Det ventes at træde sammen på onsdag for at drøfte, hvad der nu skal gøres. USA presser på for sanktioner, som både Rusland og Kina har vendt sig imod. Det udelukker dog ikke, at sanktioner kan vedtages, da Rusland har vist en vis vilje til det, hvis Iran ikke kan overtales til at lægge alle de kort på bordet, der tyder på, at det er i færd med at producere atomvåben. Og det er ikke udelukket, at Kina undlader at bruge sit veto i Sikkerhedsrådet og i stedet undlader at stemme. Men både FN og NATO har undgået umiddelbart at rasle med sablerne, da ingen ønsker at give Iran muligheder for at spille på uenigheder i Sikkerhedsrådet. Alle synes også at erkende, at der er store problemer med økonomiske sanktioner, da de kan slå tilbage som en boomerang. Krisen har presset olieprisen faretruende i vejret, og himmelflugten kan fortsætte. ØKONOMISKE sanktioner har ofte tidligere vist sig at ramme de pågældende landes befolkninger langt hårdere end de regimer, som de vender sig imod. Sanktioner har en tid pustet til både den tidligere jugoslaviske præsident Slobodan Milosevic' og Iraks tidligere diktator Saddam Husseins popularitet. Hvis sanktionsvåbnet skal tages i brug, vil det have langt større mening at rette det imod iranske ledere, som indrejseforbuddet imod Hvideruslands ledere i vestlige lande. Den vilje, som en række lande gentog i går om stadig at søge en løsning ad forhandlingernes og diplomatiets vej, bør udmøntes i praksis. Forhandlingsmulighederne er ikke udtømte, og selv om der er god grund til at nære mistro til Irans intentioner med atomteknologi, så er iranerne helt parate til nye forhandlinger. EU har prøvet, men har forhandlet med et urealistisk mandat: at tvinge Iran til at opgive uranberigelse. Forhandlingsmulighederne er ikke opbrugt, når det gælder USA. Det er på tide, at amerikanerne sætter sig til forhandlingsbordet med iranerne. USA bør følge blandt andet Tysklands råd og bruge det møde, som allerede er aftalt til amerikansk-iranske drøftelser af situationen i Irak, til også at drøfte atomkrisen. USA må være parat til at give Iran garantier imod et militært angreb, hvis Iran giver tilstrækkeligt sikre garantier for, at det ikke er i færd med at springe ud som atommagt.