DET HØRER TIL dagens orden, at regeringen blankt afviser alt, hvad der lugter af kritik. Således også, da en Vilstrupundersøgelse for Politiken viste, at to tredjedele af de adspurgte mente, at asylansøgere ikke skulle sidde i lejre i mere end et år. Der måtte være noget galt med undersøgelsen; de adspurgte måtte have svaret på noget helt andet. Afvisningen af undersøgelsen kom, samtidig med at regeringen ved en forespørgselsdebat i Folketinget i torsdags satte beløb på de forbedringer for asylbørn, som blev bebudet for en måneds tid siden, da Venstres og de konservatives ordførere havde været på besøg i asylbørnenes virkelige verden og vendte rystede hjem. 37 millioner kroner har integrationsminister Rikke Hvilshøj (V) fundet i gemmerne til asylbørnene. Folketingsdebatten meldte dog ikke noget om, hvad pengene helt konkret skal bruges til ud over »forbedringer«, men det fremgår, at regeringen ved forbedringer i hvert fald ikke forstår, at børnene skal ud af lejrene, ej heller at de kan komme i skole sammen med danske børn uden for murene. FOR ØJEBLIKKET berøves børnene mulighed for at få en skolegang som alle andre børn i Danmark i den skolepligtige alder. I stedet tilbydes de undervisning inden for lejrenes pigtråd. Københavns Kommunes tilbud om at slippe asylbørnene ud i kommunens folkeskoler kommer derfor som en gave til børnene. Det er befriende at se, at Københavns Kommune påtager sig et ansvar for børnene, når regeringen ikke vil. Sandheden er jo, at situationen efterhånden er så alvorlig og muligheden for at påvirke regeringens politik så ringe, at alle alternativer må afsøges. At kommunerne kan spille en rolle, er oplagt, og det kan undre, at de ikke for længst har tilbudt deres hjælp. Man kan kun opfordre til, at andre følger trop, nu hvor det ligger ligefor at kopiere Københavns Kommune og den aftale, der for øjeblikket er ved at komme på plads med Røde Kors. Da der endnu ikke er indført lovgivning imod, at asylbørnene må gå i dansk skole, er der også den mulighed, at børnene kan komme i danske privatskoler, om end det kræver, at nogen betaler for dem. Men måske er vi nu der, hvor vi som privatpersoner må vise regeringen, at vi har forstået problematikken, og at vi mener det, når vi siger, at asylbørnene skal ud af lejrene, om så det kun bliver i skoletiden.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
