SKILSMISSETALLET faldt sidste år med 3 procent for første gang i otte år. Endnu inden man kunne nå at glæde sig over, at flere synes, det er yndigt at følges ad, kom meddelelsen om, at der er en stigning på vej næste år. Det mener i hvert fald de advokater, som har forstand på folks pengesager. Forklaringen er den, at der 1. januar 2007 indføres en ny lov om, at pensioner ikke længere skal deles mellem parterne i en skilsmisse, og at flere dermed får råd til at blive skilt. Fra årsskiftet vil kapital- og ratepensioner - ligesom det allerede er tilfældet med arbejdsmarkeds- og tjenestemandspensioner - være særeje. Der er dog undtagelser i den nye lov, som blev vedtaget af Folketinget i denne uge, som bl.a. sørger for, at de kvinder, der har taget sig af mand og børn inden skilsmissen, ikke ryger på gaden uden lod og del i mandens pensionsopsparing. DER ER MEGET godt at sige om den nye pensionslov. Den betyder større ligestilling i forhold til, hvilke pensioner der indgår i bodelingen, så man ikke længere risikerer, at den ene parts pension skal deles, mens den andens går fri. Samtidig skaber den større enkelhed og gennemsigtighed og tager udgangspunkt i, at der i det moderne ægteskab indgår to individer, som oftest er selvforsørgende i kraft af to fuldtidsindkomster. Tiden er derfor inde til at give begge parter ansvar for, hvordan de vil forsørge sig, når de bliver gamle, hvad enten de er sammen eller skilt, når de trækker sig tilbage fra arbejdsmarkedet. Der er imidlertid også konsekvenser af pensionsloven, som især kvinderne gør klogt i nøje at overveje. Allerede i dag er situationen den, at kvinder lever længere end mænd, mens de sparer langt mindre op. Når mænd fylder 63 år, har de i gennemsnit 1,1 mio. kr. i pensionsformue, mens kvinder blot har 600.000 kr. Skævheden i mænds og kvinders pensionsformue skyldes ganske enkelt, at kvinder tjener mindre end mænd, oftere arbejder på deltid, og at det koster dem dyrt i pensionsopsparing at være på barselsorlov. For at de nye pensionsregler ved skilsmisse ikke skal øge skævheden, men gerne rette op på den, må kvinderne stille kontante krav til løn og især løn under barsel. Og den enkelte kvinde, der tjener mindre end sin mand, må sørge for i tide at få tilmeldt ham en betalingsserviceordning, der automatisk overfører et fast månedligt beløb til hendes pensionskonto.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
