I Danmark er der 800 afviste asylansøgere, mange af dem familier med børn. Nogle af børnene besøgte vi i foråret, nu har vi besøgt dem igen. Hvorfor? Er der da sket noget nyt? Nej, netop ikke. De penge, der blev bevilget til forbedringer efter politikernes besøg på asylcentrene i foråret, har gjort en utålelig tilværelse lidt mindre utålelig, men grundlæggende er de afviste asylansøgeres situation nøjagtig den samme. Det bliver den formentlig ved med længe endnu, for hvem ser fred i Irak eller et alternativt politisk udlændingeflertal i Danmark i nærmeste fremtid? Sidste efterårgennemførte den svenske Riksdag en midlertidig udlændingelov, som gav afviste asylansøgere, primært børnefamilier, mulighed for at få deres asylsag prøvet igen. Af godt 30.000 har indtil videre 17.000 fået opholdstilladelse. Loven blev vedtaget af et bredt flertal. Det svenske eksempel er nævnt for at vise, at den måde afviste asylansøgere behandles på i Danmark, ikke er en naturlov eller et resultat af en utilsigtet effekt af loven. Hverken regeringen eller Dansk Folkeparti har lagt skjul på, at meningen er at skabe nogle forhold, der får asylansøgernes hjemlande til at tage sig ud som et tiltrækkende alternativ. Her er man som bekendt i konkurrence med borgerkrig og borgerkrigslignende tilstande. De ’motivationsfremmende foranstaltninger’ virker imidlertid ikke, i hvert fald ikke efter hensigten. Den psykiske nedbrydning finder godt nok sted helt efter planen, men snarere end at få asylansøgerne til at rejse hjem gør det dem ude af stand til at tage vare på sig selv og deres børn. Den største uretfærdighed i det danske samfund foregår lige foran øjnene på os. Alligevel er det ikke en sag, der truer regeringen, i modsætning til danske forældres protester mod forringelserne for deres børn. En lov med så ringe effekt burde afskaffes og havde formentlig for længst været det, hvis ikke det var, fordi den havde en anden og vigtigere værdi på det symbolske plan: at forsikre befolkningen om, at Danmark ikke bliver et multietnisk samfund. abb