Hvor er Helle?

Lyt til artiklen

Tænkepauser er blevet et nyt modefænomen i dansk politik, og det skal være politikerne vel undt. De bør have tid til både at tænke sig om, til at møde virkeligheden og formulere nye ideer. Men når landet stander i våde, og gader, containere og skoler står i brand, forventer vi at høre fra dem, altså de politiske ledere. Og derfor er en efterlysning relevant: Hvor er Helle Thorning-Schmidt? Socialdemokraternes leder må ikke gemme sig, hvis partiet vil gøre sig fortjent til at genvinde den politiske magt. Det er trods alt oppositionens fornemste og bestandige pligt at formulere alternativer til regeringen. Og vidste man ikke bedre, kunne man under det aktuelle gadehærværk og den fornyede profetaffære tro, at Villy Søvndal var oppositionens statsministerkandidat. RET BESET har Helle Thorning-Schmidt slet ikke været helt væk, selv om hendes blog har været tavs og hun selv fraværende i mediernes overskrifter. Hun har f.eks. været på virkelighedsbesøg i Gellerup, hvor hun har rost politiet og dialogen i den såkaldte ghettobebyggelse. Helle Thorning-Schmidt har også engageret sig i at kritisere Søvndal og Khader for deres hårde angreb på Islamisk Trossamfund – ligesom hun har rost regeringen for at vælge dialog. Gellerup-besøget er uomtvisteligt fornuftigt, og anbefalingen af dialog frem for konfrontation giver også mening. Men måske er de politiske udmeldinger også udtryk for to svagheder i den socialdemokratiske topleders orientering. Kan det passe, at hun har mere travlt med at positionere sig i forhold til sine nærmeste end med at formulere et regeringsalternativ? Og er det et tilfælde, at hun afholder sig fra at formulere et alternativ til den reelle regering i integrationspolitikken, altså Dansk Folkeparti? MÅSKE ER Helle Thorning-Schmidt presset fra sit partis ihærdige fløje. Måske tøver hun med at formulere ny politik, fordi hun som bekendt føler, at regeringen hele tiden render med hendes forslag. Det holder jo ikke. Socialdemokraternes formand er Anders Fogh Rasmussens rival og det personificerede alternativ til den nuværende politik. Det er hendes opgave og ansvar at være helt fremme – helt i centrum – i dansk politik, når problemer som den aktuelle integrationspolitik råber på en bedre løsning. Så kan man ikke bare blive væk … aj

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her