Værdifællesskabet mellem det engang liberale parti Venstre og Dansk Folkeparti er heldigvis ikke stærkere, end at en lille fortrop af folketingsmedlemmer i går turde bryde ud af geleddet.
De stemte efter deres egen frisindede overbevisning: I en manifestation af moderne ligestilling gik seks venstrefolk i går imod partilinjen og stemte for at give homoseksuelle ret til at adoptere børn fra de eventuelle lande, der vil acceptere ordningen. Det moderne gennembrud er tiltrængt og opløftende. De seks politikere – fem kvinder og en enkelt mand – er: Gitte Lillelund Bech, Sophie Løhde, Karsten Lauritzen, Malou Aamund, Ellen Trane Nørby og Karen Ellemann.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.