De oplagte kandidater presser sig desværre ikke på til en af landets vigtigste politiske poster, efter Københavns overborgmester Ritt Bjerregaard (S) overraskende valgte at trække sig – her lige før efterårets kommunalvalgkamp for alvor går i gang. Ritt Bjerregaard har fyldt meget i de seneste fire år. Med sin kontroversielle personlighed har hun skabt fornyet interesse for kommunalpolitik. Ritt Bjerregaard vil som én af de få politikere – som alle danskere er på fornavn med – blive savnet for sin evne til at mobilisere vælgerne ved at gøre sig selv til centrum for vigtige debatter om f.eks. folkeskolen eller billigere boliger. Hun har formået at give posten som overborgmester i København samme pondus som de fleste ministerposter. Alligevel kan tilfældigheder nu komme til at afgøre, hvem der skal erstatte hende til efteråret. I det røde felt træder hverken den kun 25-årige politiske ordfører for Socialdemokraterne, Anne Vang, eller den kronisk skandaleramte SF-børneborgmester, Bo Asmus Kjeldgaard, frem som overbevisende kandidater til at overtage ansvaret for landets største kommune.
Anne Vang er intelligent, men for ung, og Kjeldgaard er måske garvet, men til gengæld fuldstændig utilregnelig. Lokalpolitikere som Jakob Hougaard (S) og Klaus Bondam (R) vil også være svage erstatninger. De er hverken lykkedes som borgmestre eller trængt igennem som personligheder, der favner København. I den blå blok er udfordrerne heller ikke frygtindgydende. Med den uerfarne Pia Allerslev (V) i spidsen har de borgerlige partier reelt overladt København til venstrefløjen. Det virker komplet useriøst, at de borgerlige partier på Christiansborg på den ene side systematisk har modarbejdet stort set alle initiativer fra Københavns Rådhus, men på den anden side ikke stiller med et bedre hold og en spidskandidat med format til at udfylde rollen. Status efter Ritt Bjerregaard er således, at det bedste bud på en ny overborgmester er en overraskelse, der kommer ind fra højre eller venstre – som Ritt Bjerregaard også selv gjorde, da hun i 2005 vandt med over 60.000 personlige stemmer. Toppolitik kræver personlighed. Problemet for Socialdemokraterne er blot, at gruppen på Christiansborg heller ikke er fyldt med talenter fra København.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
