Politiets Efterretningstjeneste lægger ikke skjul på, at tjenesten i sin indsats mod terror samarbejder med tilsvarende tjenester i Mellemøsten og Nordafrika.
Det er simpelt hen nødvendigt. Men i praksis vil der ofte være tale om stater, der praktiserer tortur, og det er unægtelig både et dilemma og et konkret problem. Tortur er både umenneskelig, upålidelig og undergravende for selve den retssikkerhed, vi vil forsvare mod terror. Og hvis Danmark benytter sig af oplysninger fremtvunget under tortur, er der tale om noget så uskønt som ’torturhæleri’. Når en irakisk mand, der i dag lever på tålt ophold i Danmark, nu kan fortælle, at han under tortur i Syrien fik detaljerede spørgsmål om folk i Danmark, og at det angiveligt var Danmark, der havde bedt syrerne om tage sig af ham, er der – uanset mandens mulige generalieblad – derfor grund til at føle ubehag fra dansk side. Selvfølgelig vil Syrien til enhver tid bedyre, at regimet i Damaskus ikke krummer et eneste hår på fangers hoveder. Al erfaring viser dog, at Syrien praktiserer den mest bestialske tortur. Men hallo, har vores politi og anti-terrorindsats draget ’nytte’ af denne praksis? Er der en minister til stede? Og et kontroludvalg i Folketinget? Hverken PET selv eller dets partnere i Mellemøsten og Nordafrika fortæller gerne i detaljer om, hvordan samarbejdet foregår, eller hvordan oplysninger er fremskaffet. Men hvis PET samarbejder med efterretningstjenester i Syrien, kan vi gå ud fra, at det sker efter tilladelse fra den ansvarlige justitsminister. Og så er det jo opmuntrende at leve i et retssamfund med en klar ansvarsplacering. Justitsministeren bør med troværdighed kunne forklare sine retningslinjer for at undgå, at Danmark bliver indirekte medskyldig i diktaturers anvendelse af tortur. Vi må også forvente, at Folketingets Kontroludvalg får kendskab til disse retningslinjer og de konkrete vilkår for samarbejde med f.eks. Syrien. Ministeren skylder en forklaring, idet vi ikke har grund til at tro, at PET er uvillig til at følge ministerens anvisninger. Politisk er det pinagtigt, hvis Danmark er ude i torturhæleri. Som bekendt er den såkaldte ’krig mod terror’ ved at opgive sin iboende tendens til principløshed – ikke mindst, fordi USA har fået ny præsident med en helt anden og mere retskaffen holdning til tortur end sin forgænger, som lokkede Danmark med i samarbejde med tvivlsomme stater. Det vil derfor både tjene Danmarks interesser og retssamfundets værdier at få politisk markeret, at Danmark hverken direkte eller indirekte betjener sig af tortur.
