De fleste af de verdensledere, der endelig er blevet enige om fælles mål for CO2-udslippet, vil være døde inden 2050. På papiret er målsætningen fra G8-topmødet i i L’Aquila om holde temperaturstigningerne under to grader og reducere CO2-udslippet med 80 procent inden 2050 et gennembrud.
Men foreløbig er testamentet ikke meget værd, da politikerne samtidig har smyget sig uden om at forholde sig til, hvordan målsætningerne skal indfries. I 2050 vil selv Barack Obama være en ældre herre på 89 år, der næppe vil have haft nogen politisk indflydelse i mere end en generation. Silvio Berlusconi vil sikkert ligne sig selv, med tandpastasmil og tilbagestrøget hård, men dog være nået 114 stadig varmere somre. Og i politik er menneskealdre altså lang tid – uoverskuelig lang tid – og derfor er det nok en god ide at måle sådanne aftaler på, hvad der er planlagt til at ske nu og i de næste år: For hvad er politikerne villige til ofre, mens de selv regerer? Svaret er nedslående. Verdenslederne er ikke enige om målsætningerne for den tidshorisont, de selv har indflydelse på – inden 2020. Foreløbig er de svære forhandlinger om at fastsætte såvel gradvise tidsfrister som konkrete midler til at nå målene udskudt til klimatopmødet i København til december. Med ny enighed om de overordnede og helt ekstremt langsigtede målsætninger kan man da kun håbe på, at en global klimaaftale vil kunne forhandles på plads her. Men ligesom en menneskealder er lang tid i realpolitik, er et halvt år også krampagtig kort tid inden for diplomatiet.
