Hvad gør man, hvis man har arvet et usædvanligt billede fra faster Frederikke? Ikke så få vil spørge et af de store auktionshuse, hvad billedet er værd. Og derfor er det afgørende, at de ved, om auktionshuset er med dem eller mod dem. Derfor er det også udmærket, at byrettens dom i den såkaldte Derainsag nu prøves ved landsretten. Byretten idømte en tidligere direktør for Ellekilde Auktionshus otte måneders fængsel for bedrageri. Han havde overbevist en 92-årig kvinde om, at hun havde et uægte landskabsmaleri af den store franske modernist André Derain.
Men da han havde overtalt den alderstegne kvinde til at sælge billedet – til direktørens egen samlever – for 180.000 kroner plus salær, sørgede han for videresalg af billedet i Paris for fem raske millioner. Billedet, ’Paysage À L’Estaque’, var nemlig ægte og dyrebart. Direktøren blev dømt for bedrageri, fordi han med rettens ord bevidst var gået efter at »skaffe sig en betydelig fortjeneste ved salg af maleriet«. Selv fremførte direktøren, at hans fortjeneste var ganske tilfældig. Også samleveren var i byretten tiltalt for ’bedrageri af særlig grov beskaffenhed’, men blev frifundet af to af de tre dommere. I landsretten, hvor parret nu får prøvet deres sag, vil de stå over for tre juridiske dommere og tre menige domsmænd. Sagen er principiel – ikke kun juridisk, men også moralsk. Auktionshusenes rolle bør sammenlignes med ejendomsmægleres rolle over for sælgere af huse. Her gælder de fornuftige forbrugeretiske regler, at en mægler ikke må påtage sig en handel, hvis mægleren selv – eller hans samlever, en slægtning eller en ansat i hans/hendes virksomhed – ønsker at købe ejendommen. Det var præcis, hvad der skete i den opsigtsvækkende sag om landskabsmaleriet af Derain. Hvis man går til et auktionshus for at få vurderet et billede, et møbel eller hvilket som helst usædvanligt tingeltangel – eller for at få hjælp til at sælge det – bør man også have krav på, at auktionshuset under ingen omstændigheder vil lade sine egne interesser skygge for en faglig vurdering.
