Det skal koste at udlede drivhusgasser.

Vi bliver derfor nødt til at indføre en skat på CO ₂-udledning og den omstridte handel med udledningen. Det siger vores nye EU-formand – Sveriges statsminister, Fredrik Reinfeldt – som i går præsenterede sit program for det nyvalgte Europaparlament. Reinfeldt bliver en lige så central spiller i forberedelsen af klimakonferencen i december i København som vores egen klimaminister, Connie Hedegaard, fordi det i stor udstrækning er ham, der på EU-kredsens vegne skal føre de nødvendige forhandlinger med USA, Kina og de andre stater, som bliver afgørende for klimakonferencen. EU-formanden har ret i, at frivillig handel med CO ₂-kvoter ikke er nok til at hindre en global temperaturstigning over 2 grader. Han har også ret i, at det giver god mening at tilstræbe en begrænsning af energiforbruget og især en begrænset anvendelse af fossile brændstoffer – og at lade udledning af drivhusgasser koste for at sikre, at grønne alternativer bliver udviklet hurtigst muligt. EU-landene og såvel de førende industrilande i G8-gruppen som G16-kredsen, der også omfatter Kina og Indien, har allerede vedtaget at begrænse den menneskeskabte temperaturstigning til 2 grader. G8-gruppen har desuden vedtaget at reducere udslippet af CO ₂ med 80 pct. inden 2050. Onde tunger hævder, at de magtfulde skikkelser gerne vil vedtage flotte principper for fremtiden, men nødig forpligter sig i egen valgperiode. Det må Reinfeldt og EU’s ministerråd gerne modbevise. Indførelsen af en klimaskat vil kræve enighed, fordi den i givet fald skal indføres af de enkelte regeringer. Det vil ikke falde dem let i en økonomisk krisetid. Men det vil bidrage til i fællesskab at stimulere en ændring af energiforbruget i retning af ikkefossile brændstoffer. Samtidig slår Reinfeldt klogelig til lyd for, at EU sikrer en overførsel af ny teknologi til den tredje verden, så ulande også kan begrænse deres klimabelastning – og så der kan stilles krav til dem om at gøre det. Reinfeldt har fortalt, at man advarer ham imod ’grønne drømme’ midt under en økonomisk krise. Det forholder sig modsat. Vi har ikke råd til at fortsætte med at bygge vores velfærd på de miljø- og klimamæssigt kostbare energikilder, vi bruger i dag.