Først den gode nyhed. Alt peger på, at historiens dyreste redningsaktion er lykkedes. Ved hjælp af en gigantisk statsstøtte til bankerne undgik vi en nedsmeltning af det globale finanssystem. Bankernes halvårsregnskaber viser, at de tjener penge som aldrig før, og aktiekurserne pisker op. At det er lykkedes at bremse finanskrisen, er en stor præsentation, når man husker på, hvilket uføre bankerne var endt i. Oppumpede udlånsprogrammer og hovedløse risikovurderinger havde bragt mange banker på afgrundens rand. Havde det ikke været for statsstøtten, var en stor del af dem kollapset. Mange af bankerne havde fortjent at gå ned. Alligevel var det rigtigt at holde hånden under dem. En eskalering af finanskrisen havde skabt økonomisk ragnarok. SÅ DEN dårlige nyhed. Verden står over for en eksplosion i arbejdsløsheden – på grund af bankerne. På trods af den massive statsstøtte har bankerne lukket kassen i for store dele af erhvervslivet. Helt galt er det i Danmark. Ikke alene har de danske banker skruet ned for deres lyst til at låne penge ud. De har samtidig skruet helt op for renten. Rentemarginalen, der måler forskellen mellem udlåns- og indlånsrenten, er i løbet af det seneste halve år øget klart mere i Danmark end i vores nabolande. Konsekvensen er, at mange danske virksomheder enten må skrue ned for aktiviteten eller helt lukke. At vi er endt i en situation, hvor de banker, der skabte krisen, nu skovler penge ind, mens resten af samfundet betaler prisen for bankernes ansvarsløshed, skyldes en enøjet dansk krisepolitik. VKO-flertallet har udelukkende fokuseret på at redde bankerne. MENS DER er postet milliarder i bankerne, er der intet gjort for at bremse eksplosionen i ledigheden. Det værste er dog, at den gigantiske statsstøtte til bankerne er givet uden betingelser. Når bankerne nu sætter tommelskruerne på kunderne, er det udelukkede, fordi politikerne afstod fra at sætte tommelskruer på bankerne for at få dem til at tage deres ansvar for at bringe samfundsøkonomien ud af det morads, som bankerne selv skabte. ø