Valget i Moldova, et europæisk fattiglem, bragte både en rigtig god og en dårlig nyhed.
Den gode er, at fire liberale oppositionspartier fik et knebent flertal, så Kommunistpartiet, der har siddet på magten siden 2001, endte med et mindretal af stemmerne, dog hele 45 procent. Den dårlige nyhed er, at oppositionen ikke fik de tre femtedele af stemmerne, som skal til for at vælge ny præsident efter kommunisten Vladimir Voronin. Moldova er nu i samme situation som efter parlamentsvalget 5. april. Det måtte gå om, da kommunisterne manglede en enkelt stemme for at vælge en ny præsident, hvilket er parlamentets opgave i landet. Valget i april var domineret af unge, der dybt frustrerede over at sidde fast i den kommunistiske sump gik på gaderne imod påviselig kommunistisk valgsvindel. Onsdagens valg gav dem en problemfyldt chance for ændring. Det seneste valg stod ikke mindst imellem nærmere tilknytning til EU eller Rusland.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.

