Danmark er ikke længere en nation, der automatisk bliver bedre uddannet generation for generation.
Tværtimod er antallet af unge, der gennemfører en ungdomsuddannelse, faldet flere år i træk. En ny generation af utilpassede mænd og indvandrere synes tabt af uddannelsessystemet. Det er derfor opløftende, at Socialdemokraterne i dagens avis lancerer en ny, ambitiøs og detaljeret plan for at indføre en uddannelsespligt på mindst 13 års obligatorisk uddannelse for alle i Danmark. Op mod hver fjerde unge mand og hver anden indvandrer har kun en ujævn folkeskoleuddannelse med som håndbagage videre i livet. Og det er for lidt på et arbejdsmarked, hvor der bliver længere og længere mellem de ufaglærte job. At få løftet bundniveauet blandt unge er derfor den vigtigste politiske dagsorden i de næste mange år. Ikke i form af en øget pseudoakademisering, men derimod i form af flere og mere praktiske skoleforløb. Hvis Danmark skal kunne klare sig i den globale konkurrence, må alle ressourcer udnyttes bæredygtigt, ikke mindst de menneskelige. Og omvendt: Hvis så mange unge fortsat dropper ud af arbejdsmarkedet, vil vi være nødt til at skære ned på velfærden til alle andre borgere. På papiret er regeringens officielle målsætning rigtig: 85 procent af alle unge skal have en kompetencegivende uddannelse allerede i 2010, og hele 95 procent fremme i 2015. Men desværre er de senere års økonomiske optur ikke blevet udnyttet til at investere i bedre uddannelse af de bogligt svageste. Ganske vist har nedturen – som et held i uheld – fået lidt flere unge til at hænge bedre i på uddannelserne. De unges mulighed for at få et ufaglært job er ganske enkelt forsvundet, og elevfrafaldet falder derfor. Men efterslæbet er stadig enormt. De senere års undladelsessynder risikerer at skubbe tusindvis af dårligt uddannede borgere ud i en tilstand af kronisk ledighed resten af livet. Samfundet svigter, hvis vi tillader, at hver fjerde mand ikke får mere end en folkeskoleuddannelse. Socialdemokraternes udspil til en 13-årig uddannelsespligt – der er udtænkt af partiets egen ’uddannelseskommission’ – rummer flere initiativer, der ville gøre en positiv forskel, hvis de blev ført ud i livet. Det afgørende spørgsmål er blot, om oppositionen tør gøre uddannelse af de svageste til førsteprioritet, frem for en defensiv værdipolitik. Danmark har akut brug for en debat om, hvordan færre unge kan blive hægtet af videnssamfundet.
