Kan nogen huske, hvornår der sidst er kommet godt nyt fra SAS? Nej, vel. Jammerhistorien om det delvist skandinaviske flyselskab synes uden ende. Både penge og passagerer fosser ud af selskabet. 2008 endte med et underskud på 4,5 mia. kr., og de seneste trafiktal, fra juni, viser et fald i passagertallet på 15 pct. Ledelsen i SAS kæmper med næb og kløer for at rette op på den skrantende forretning. Målsætningen er at spare 3 mia. kr. Da SAS ikke er herre over prisen på brændstof, kan målet kun nås ved at skære i personaleomkostningerne. Og det er også nødvendigt. Ifølge SAS ligger selskabets personaleomkostninger 10-30 pct. højere end konkurrenterne. Om det lykkes at nå sparemålet, er tvivlsomt. Ledelsen sidder over for 39 fagforeninger (sic!), som skal være enige. Og oven i købet har fagforeningerne nu også hidset Socialdemokratiet op til at blande sig. Med henvisning til den danske stats ejerandel i SAS, som er på 14,4 procent, mener partiets trafikordfører, Magnus Heunicke, at det er en statsopgave at bestemme, hvordan SAS driver sin forretning. Heunicke kræver for eksempel, at SAS dropper ideen om at bemande flyene med personale fra andre lande. Overlevelseschancerne for SAS er i forvejen små. Mens lavpriskonkurrenter som Norwegian og Easyjet har kunnet etablere deres forretning med tidssvarende overenskomster, er SAS tynget af sin tid som monopol, hvor medarbejderne blev udstyret med luksuriøse vilkår. Hvis SAS ud over sin kamp med fagforeningerne også skal tage hensyn til politikernes ønsker, har man fundet den perfekte metode til endegyldigt at tage livet af selskabet. Hovedargumentet for politisk indblanding – og ejerskab – er, at SAS er vital for København, og at det vil skade Københavns rolle som skandinavisk knudepunkt, hvis man lader SAS skrumpe ind. Mage til bedaget sludder skal man lede længe efter. Der er ingen mangel på flyruter fra København. Tværtimod er SAS’ største problem netop, at konkurrenterne flokkes om at flyve fra København, fordi de kan gøre det langt billigere end SAS. Hvor der i tidernes morgen var god ræson i at lade staten drive flyselskab, er der ikke længere gode argumenter for statsligt ejerskab. Det er på høje tid, at staten trækker sig ud af flytrafik. Som SAS’ elendige resultater udstiller, giver det ikke længere mening at lade staten eje et flyselskab. De private selskaber gør det langt bedre – og langt billigere for kunderne.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
