Udsigten til et regeringsskifte efter næste valg har sat fuld fokus på Helle Thorning-Schmidt – og hendes ultimative valgløfter om at ville føre en ny kontraktpolitik, som hverken de radikale eller Enhedslisten støtter. Interessen skyldes usikkerheden om de dækningsløse forsikringer. For uden flertal for kontraktpolitikken har Socialdemokraterne og SF været nødt til at tænke i helt nye blokkonstellationer. Efter lanceringen af det fælles skatteudspil blottede Helle Thorning-Schmidt sin rådvildhed, da hun blev presset til at foreslå en ny tvivlsom alliance:
»For eksempel kunne jeg da pege på Dansk Folkeparti,« lød det i TV 2. Men hun gjorde regning uden vært. Som person kan Helle Thorning-Schmidt måske mobilisere et flertal efter valget, men som politiker kniber det med at få parlamentarisk opbakning til indholdet.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
