Nederlaget for socialdemokraterne i Tyskland er sidste led i en lang kæde af fiaskoer: Socialdemokratierne i Europa står i en dyb identitetskrise, der rækker ud over grænser, taktik og personer. Med det olierige Norge som undtagelsen står socialdemokraterne i Europa stadig svagere: Den socialdemokratiske kanslerkandidat, Frank-Walter Steinmeier, førte SPD til det dårligste valg nogensinde i partiets 146-årige historie.
I Storbritannien har premierminister Gordon Brown udsigt til et forsmædeligt nederlag og kæmper forgæves for at bringe Labour tilbage i offensiven. Selv i Portugal, hvor den socialdemokratiske premierminister, José Socrates, genvandt magten i denne weekend, måtte hans parti, Partido Socialista, indkassere en tilbagegang på 8 procentpoint. Og her i Danmark står Socialdemokraterne til det dårligste valg i over 100 år. Nederlagsattituden spredte sig for alvor, da den franske socialistformand, Lionel Jospin, i 2002 tabte til højrenationalisten Jean-Marie Le Pen ved første runde af præsidentvalget.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.