Da finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) i går opsagde det tværpolitiske forlig om ’globaliseringspuljen’, fastlåste han ikke blot landets uddannelsesinstitutioner i en udsigtsløs situation.
Hjort undergravede samtidig fundamentet for det parlamentariske samarbejde i Folketinget. Hidtil har politikerne respekteret alle forlig, som de selv har været med til at forhandle på plads hen over midten, og som de ikke udtrykkeligt har opsagt før et valg. Traditionen har sikret os en enestående evne til at gennemføre store reformer. I stedet for at ændre reglerne for f.eks. tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet fra valg til valg, i et uforudsigeligt zigzag-mønster, har politikerne forsøgt at indgå brede kompromiser på samfundets vigtigste områder.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
