Der er først og fremmest grund til at glæde sig over de anbefalinger, som regeringens kommission om ungdomskriminalitet nu har barslet med. Efter næsten to års arbejde kunne kommissionsformand Johan Reimann i går overrække hele 35 konkrete bud på kriminalitetsforebyggende initiativer til justitsminister Brian Mikkelsen (K).
Og den over 700 sider lange rapport er fuld af fornuft. Det er nemlig i den grad forebyggelse, den sætter fokus på: Styrket SSP-samarbejde, forebyggende familierådgivning, flere mentorordninger, bedre koordination og mere sammenhæng i indsatsen på tværs af sektorer osv. Ja, kommissionen præsenterer nærmest en hel køreplan for, hvad de offentlige myndigheder kan gøre for at komme unge kriminelle – og unge på spring til kriminalitet – i forkøbet.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.