Hvor skræmmende det end er, at amerikansk politi i samarbejde med PET har afsløret konkrete terrorplaner mod Morgenavisen Jyllands-Posten og Danmark, så er det desværre ikke overraskende. PET har igennem lang tid advaret om, at Danmark befinder sig meget højt oppe blandt den al-Qaeda-relaterede terrorismes mål.
Muhammedkarikaturerne er så god en sag for de fanatikere, der ønsker at mobilisere, at de har gjort Danmark til et vestligt mål på linje med USA og Israel. I lyset af PET’s trusselsvurdering er det overraskende i virkeligheden mere, at vi hidtil kun har oplevet lokale komplotter, der ikke var nået særlig langt, samt selvmordsbombeangrebet på vores ambassade i Islamabad. I det lys er der grund til at glæde sig ekstra meget over, at planerne i hvert fald i første omgang er blevet afværget i tide, og at PET øjensynlig passer sit arbejde i tæt samarbejde med vores store allierede.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
