Den altædende tsunami rejste sig pludselig over sagesløse mennesker, Nordpolen smeltede med stigende hast, og bølger af flygtninge flød mod storbyerne, fordi deres livsgrundlag udtørrede. Kun havvand blev der mere af i verden i det forgangne årti.

Vi lever i vandmandens tidsalder, men ikke i den muntre astrologiske version, som hippierne ekstatisk besang i musicalen ’Hair’. Som vi har set årtiet tolket de seneste tre dage i avisen af tre fremstående nordeuropæiske forfattere i essayserien ’Frygtens årti’, er det terroren, internettet og velstanden, der har næret fornemmelsen af at leve på et uroligt hav, der hvert øjeblik truede med at hive os ned i dybet.