Leder afabb

Statens borgere

Lyt til artiklen

Med en ny lov, som er vedtaget af VK-regeringen og Dansk Folkeparti, er kravene til kommende danske statsborgere blevet drastisk skærpet. For at kvalificere sig skal man have boet uafbrudt i Danmark i ni år, have været selvforsørgende i fire af de seneste fem år, have bestået en danskprøve, ikke have gæld til det offentlige og ikke have begået en forbrydelse, der giver en længere fængselsstraf. Den meget omtalte statsborgerskabstest er i virkeligheden det mest ubetydelige af de nye krav. Ved at gøre det vanskeligere at blive dansk statsborger sender regeringen og dens støtteparti et signal til vælgerne om, at selv når man er sluppet ind i landet, skal man undergå en yderligere selektion. En test, som man enten kan bestå eller ikke bestå, er i den sammenhæng et virkningsfuldt symbol. Men andet er det ikke. De fleste, der søger om dansk statsborgerskab, har været i Danmark i mange år, også flere år end de obligatoriske ni. De har fast ophold i Danmark og forlader ikke landet, fordi de ikke kan opfylde kravene til at blive statsborgere. Det eneste, der formelt sker, er, at de ikke får ret til at stemme og stille op til folketingsvalg. Reelt kan det niårige forhindringsløb og vanskelighederne for f.eks. analfabeter ved at leve op til kravene komme til at betyde en langt dårligere integration end den, politikerne forsikrer, at de ønsker. Ved at fratage mennesker, der bor og har deres liv i Danmark, muligheden for at vise landet den troskab og loyalitet, som statsborgere får mulighed for, ekskluderer man helt bevidst en stor gruppe mennesker. Det er naturligvis den danske stats legitime ret at stille krav til mennesker, der ønsker at blive danske statsborgere. I andre lande, bl.a. Storbritannien og Canada, hvor Danmark har importeret statsborgerskabstesten fra, undlader man ikke at stille krav. Kravene er imidlertid begrundet i et reelt ønske om, at udlændinge integrerer sig i det britiske og canadiske samfund. Derfor er kravet om forudgående ophold, inden man kan søge om statsborgerskab, fem år i Storbritannien og tre år i Canada. I begge lande har man erfaret, at jo hurtigere folk bliver statsborgere, des hurtigere går integrationen. I Danmark har man valgt eksklusionen frem for integrationen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her