På Hvidovre Hospital har man nu prioriteret sådan, at flergangsfødende kvinder bliver sendt hjem 4-6 timer efter fødslen. Døgnet rundt. Hospitalet giver gerne en taxabon, men ellers er det ud af vagten. Adskillige andre hospitaler prioriterer tilsvarende: Pengene er flyttet til andre områder.

Der er ikke længere råd til så meget som en enkelt overnatning for fødende kvinder, der har prøvet det før. Ligesom al hjælp til amning og øvrig pleje af barn og mor er prioriteret bort, medmindre det kan klares i de få timer før afgang. Sådan er der prioriteret, og ordet ’prioritering’ er jo som skabt til at standse al videre diskussion. For hvem vil virkelig prioritere sunde mødre højere end syge gigtpatienter? Men hvad nu, hvis det fine ord dækker over andet og mere end de økonomiske realiteter, som ikke står til diskussion? Hvad nu, hvis disse realiteter kun bliver værre og værre, i takt med at vældige administratorer prioriterer løs i alle hjørner af samfundet, så selv de nyfødte får det at føle i en alder af højst 6 timer? Selvfølgelig kan man smide en kvinde og hendes nyfødte barn ud i en taxa midt om natten, uden at nogen af dem dør af det. Men et sundhedsvæsen, der sætter den slags i system, er et forrået væsen.