HVOR SVÆRT kan det være? Ja, undskyld det ligefremme spørgsmål. Men når det, som beskrevet i dagens avis, kan konstateres, at der i de kommende år vil mangle gymnasielærere, må man tage sig til hovedet. Det problem kunne med blot minimum af rettidig omhu være undgået. At gymnasielærere bliver ældre og går på pension, kan næppe komme som en overraskelse. I et land uden naturkatastrofer er demografisk udvikling trods alt til at have med at gøre. At der bliver flere elever, som vil gå i gymnasiet, kan vel ikke heller ikke kaldes en aha-oplevelse. Tværtimod har det jo været en målsætning, som skiftende regeringer har haft de sidste mange år, at flere unge skal have en ungdomsuddannelse. Nej, forklaringen på de manglende gymnasielærere er lige så enkel, som den er tåbelig. Da pædagogikumuddannelsen i 2002 blev udvidet fra 11 måneder til to år, ville man lige spare lidt på antallet af pladser. Så kortsigtet, som kun politikere kan være. Budgettet gik op og problemet skubbet et par år frem i tiden. DET ER altid let at være bagklog, vil Bertel Haarder sikkert sige. Javist, men nu er der bare det ved det, at regeringen faktisk blev advaret, da man oprettede for få pædagogikumpladser. I ganske høje toner gjorde både gymnasier og faglige organisationer opmærksom på problemet. Som det fremgår, var lydhørheden ikke stor. Så mens man har haft travlt med dyre efteruddannelser, der skal gøre cand.mag.er til it-ansatte eller overkvalificeret kontorpersonale, har man forsømt at uddanne nok gymnasielærere. I Danmark kan vi mange ting, men uddannelsesplanlægning har vi i de sidste mange år ikke haft en heldig hånd med. Lægemangel, overproduktion af ingeniører - fortsæt selv listen. Eller spørg Bertel Haarder ved lejlighed. Nu hvor skaden er sket, er der vel kun en ting at gøre: At oprette flere pædagogikumpladser. Præcis hvor mange overlader vi med rystende hånd til Undervisningsministeriet at beregne. Måske kunne vi gøre en ting til: Tildele Bertel Haarder titlen som danmarksmester i fejlslagen uddannelsesplanlægning.