Samme dag, som FN vedtog resolutionen om en våbenhvile mellem Israel og Hizbollah, udgik der invitation fra den svenske regering til en donorkonference 31. august med henblik på at skaffe midler til genopbygningen af det sønderbombede Libanon. Den svenske regering har brugt de seneste uger på at forberede konferencen sammen med den libanesiske regering og FN, så der kunne handles hurtigt, når det rigtige tidspunkt opstod. Og der er god grund til, at det internationale samfund handler hurtigt, og får bragt hjælp til de libanesere, der allerede timer efter FN-resolutionens vedtagelse begyndte at strømme hjem til det sydlige Libanon. For det første er behovet stort - de fleste er vendt tilbage til et hjem og et liv i ruiner. For det andet er der konkurrence om sjælene. Lederen af den militante Hizbollah-bevægelse, Hassan Nasrallah, var lige så hurtigt ude som den svenske regering og var klar med et overbud: Hizbollah vil straks gå i gang med at genopbygge de ødelagte huse og betale huslejen for de libanesere, der er hårdest ramt. Genopbygningen af Libanon, og hvem der får æren for den, er en del af en større magtkamp mellem den libanesiske regering og Hizbollah. Den libanesiske finansminister Jihad Azours udtalelse om, at »det er i tiden efter krigen, at den rigtige krig udspiller sig«, sammenfatter erfaringerne fra ikke mindst Irak og Afghanistan. Det er derfor i det internationale samfunds interesse at styrke den libanesiske regering og økonomi, så Hizbollahs position som en stat i staten, eller som den mere rammende er blevet kaldt 'en stat i en ikke-stat', ikke styrkes yderligere. Donorkonferencen er timet og velkommen. Man undres blot over, hvorfor det er Sverige og ikke Danmark, der har taget teten i denne sag som en naturlig konsekvens af medlemskabet af FN's Sikkerhedsråd og det diplomatiske arbejde med at få våbenhvileresolutionen gennemført. I disse dage, hvor vi har rig lejlighed til at møde 'Images of the Middle East' i Danmark, ville det have været en fin - ja vis - gestus at vise Mellemøsten, at 'Images of Little Denmark' kan være andet end forhånelse af muslimer. Men måske umuliggør det danske 'image' efter tegningssagen, at vi kan tage den slags initiativer. Godt, vi har svenskerne.