Lingua franca

Lyt til artiklen

Dansk er et hyggeligt sprog. Men ikke lige et sprog, der fremmer forståelsen på tværs af kulturer. Med under fem millioner sprogbrugere er vi ikke meget bevendt i en stadigt tættere sammenvævet verden. Derfor er det ikke længere nok kun at kunne tale dansk. Alle mennesker i Danmark er nødt til at mestre mindst ét fremmedsprog, læs: engelsk, hvis de vil kunne klare sig som aktive medborgere i dag. Overalt i hverdagen møder vi således engelsksproget tale, musik og tekst. Og fremover vil evnen til at kommunikere på engelsk kun blive endnu mere afgørende for at kunne klare sig på arbejdsmarkedet. Både danske virksomheder, der flytter dele af deres produktion til fjerne lande, og udenlandske virksomheder, der placerer datterselskaber her, vil i stigende grad kræve af medarbejderne, at de kan klare sig selv på engelsk. I service-, detailhandels- og turismeindustrien vil engelskkundskaber selvsagt også blive stadig vigtigere. Sprogundervisningen bør derfor ikke længere betragtes som et supplement til hovedfagene, dansk og matematik, men bør i stedet betragtes som et grundlæggende redskabsfag; et grundfag, som skolebørn ikke kan begynde på for tidligt. Det Radikale Venstres forslag om at indføre engelskundervisning allerede i 1. klasse er således yderst tiltrængt: Jo før danske skolebørn begynder at lære engelsk, jo bedre vil de være klædt på til at uddanne sig videre gennem hele livet. Ligesom adelen tidligere - ja, for ikke særligt mange år siden - skulle kunne tale både tysk og fransk, skal almindelige middelklassedanskere fremover kunne tale og skrive engelsk. Derved vil Danmark måske også formå at koble sig mere direkte på det globale talentmarked, der er domineret af engelsk. Hvis Danmark skal kunne få de kvikkeste hoveder til at komme her for at studere eller arbejde i nogle år, er man således nødt til at gøre det muligt for ikke-dansktalende mennesker at kunne fungere normalt i Danmark. Folk med muligheder andre steder gider altså ikke komme til Danmark - der i forvejen er plaget af et koldt, klamt og mørkt klima halvdelen af året samt en alt for høj indkomstbeskatning - hvis de tilmed skal bruge tid på at lære dansk. Ved at gøre engelsk til officielt andetsprog i Danmark og dermed gøre det muligt for alle og enhver at henvende sig til offentlige myndigheder på engelsk ville det danske samfund åbne sig for de efterhånden hundredtusindvis af indvandrere, gæstearbejdere og flygtninge, som ikke har planer om at blive her i landet for evigt. I bedste fald ville der kunne skabes en arbejdskultur, hvor de bedst kvalificerede mennesker fra hele verden følte sig velkomne i Danmark.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her