SFerrari på en hullet markvej. Sådan cirka bliver virkeligheden, når DSB begynder at køre med sine nye italienske IC4-tog på de danske jernbaner. Mens de nye tog er 'state of the art', hører størstedelen af det danske jernbanenet hjemme på Danmarks Jernbanemuseum. Skinnernes gennemsnitsalder er over 30 år - 10 år mere end det europæiske gennemsnit, og signalsystemet er nærmest oldnordisk - flere steder betjenes det stadig manuelt. Behovet for vedligeholdelse er enormt. Set med samfundsøkonomiske øjne er der tale om vanrøgt af dyrebare aktiver i et nærmest kriminelt omfang. Forsinkelser og ineffektiv togdrift koster det danske samfund milliarder af kroner på årsbasis. DEN skandale er nu så iøjnefaldende, at selv de største danske kapitalinteresser kan se, at der er tale om et helt unødvendigt forfald, og at der er rigtig god økonomi i at investere i en genopretning af det forsømte jernbanenet. Netop derfor tilbyder Danmarks største pensionsselskab, ATP, og store pengetanke som Nordea og PFA nu at investere milliarder i de danske jernbaneskinner. Tilbuddet går ud på at etablere et såkaldt offentlig-privat partnerskab (OPP), hvor et privat konsortium står for investeringerne og driften af jernbanerne. Ideen er, at det vil sikre en langt mere effektiv drift og medføre, at vedligeholdelsen af jernbanerne ikke nedprioriteres i konkurrence med ældrechecks og skattelettelser. ERFARINGER MED OPP'er i bl.a. England har ikke været entydige. Derfor er der heller ingen grund til straks at overlade banenettet til ATP, men tilbuddet fra ATP lægger pres på politikerne for at finde en løsning på problemet, og hvis trafikministeren kender sin besøgelsestid, forstår han at bruge tilbuddet som en løftestang over for finansministeren. Offentlig-private partnerskabers berettigelse er størst i tider, hvor riget fattes penge. Det er jo ikke ligefrem tilfældet. Den danske stats overskud har aldrig været større. Kerneproblemet er i stedet, at regeringen ikke har været villig til at investere tilstrækkeligt store ressourcer i jernbanen tids nok. Havde regeringen fulgt rådene om øgede investeringer allerede i 2002, ville skinnernes forfatning ikke være så elendig. Der er kun en farbar løsning, når det gælder de danske jernbaner: i en frygtelig fart at afsætte de nødvendige midler til at genoprette skinnerne og signalsystemet. Hvis ikke man fra politisk side kan enes om en offensiv investeringsplan for det danske banenet, er man måske nødt til at overveje tilbuddet fra ATP.