EVAKUERINGEN af danske statsborgere fra Libanon er stort set afsluttet - og missionen er fuldendt med succes. Danskerne kom ud - i de første dage under ofte kaotiske forhold. Men situationen i Libanon var og er kaotisk, og evakuering under de forhold er anderledes end den behagelige bustransport fra flyet til charterhotellet, som visse af de evakuerede åbenbart havde regnet med. I parentes bemærket kan man alt efter temperament glæde eller græmme sig over, at enkelte af vores nye medborgere med udenlandsk baggrund er så påvirket af dansk mentalitet, at de deltog i hylekoret over at være tvunget til en dag eller tre at benytte et mellemøstligt pedallokum. Det afgørende er, at alle kom med. Det gælder også danskere med mere eller mindre alvorlige pletter på deres generalieblad, hvilket ikke kan være anderledes, når vi taler om en gruppe på over 5.000 mennesker. Nu viser det sig, at der også slap personer med, som på grund af kriminelle handlinger er udvist fra Danmark. Den chance lader Dansk Folkeparti selvfølgelig ikke gå fra sig. Partiet har helt efter bogen sat automatpiloten til og råber om skandale. Men Udenrigsministeriet handlede rigtigt, selv om politiet gjorde opmærksom på, at der blandt de evakuerede var mennesker, som er dømt for kriminalitet i Danmark. For under de vanskelige forhold gjaldt det om at få alle danske statsborgere og alle med tilknytning til Danmark om bord i busser og skibe. Tiden var ikke til bureaukratisk kontrol med hver enkelt borgers juridiske status. Det handlede om mænd, kvinder og børn, der skulle sikkert og hurtigt væk fra et helvede af bomber og missiler. DET ER nu politiets og andre myndigheders opgave at sørge for, at de tidligere udviste, som nu befinder sig midlertidigt i Danmark, er under kontrol og kan udvises igen, når forholdene i Libanon gør det muligt. Det er også indstillingen fra et flertal i Folketinget, herunder de radikale, som ingen kan mistænke for at deltage i jagt på danskere med udenlandsk baggrund eller udlændinge med tilknytning til Danmark. Tilsvarende er det kommuners og a-kassers opgave at sikre, at danskere - uanset oprindelse - ikke omgår reglerne for dagpenge og sociale ydelser, når de opholder sig i udlandet i længere tid. Alt det er ikke specielt kompliceret, og danske myndigheder plejer at varetage den slags opgaver uden større falbelader. Og uden hensyntagen til, om fornavnet er Viggo, Muhamed eller Rikke. Så enkelt er det faktisk.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
