På klods

Lyt til artiklen

DANKORTENE gløder. Og ikke på grund af sommervarmen. Knap 2 millioner gange om dagen bliver der betalt med et dankort. At store dele af det danske samfund i øjeblikket forbrugsfester, er tydeligt. De gamle røde teglsten bliver byttet ud med sortglaserede, familiebilen suppleret med en firehjulstrækker på gule plader og charterferien til Gran Canaria erstattet med en jordomrejse. Pudsigt nok er det ikke, fordi vi tjener meget mere end tidligere. Forklaringen er i stedet, at der aldrig tidligere har været bedre muligheder for at lånefinansiere de materielle fornøjelser. Sidste år lånte en gennemsnitlig dansk husstand 6.000 kroner ekstra hver måned. En gennemsnitlig dansk husstand skylder nu 740.000 kroner. Det er der ikke mange andre lande, der kan måle sig med, selv ikke USA. I USA var den gennemsnitlige gældsætning sidste år på 525.000 kroner - for blot tre år siden var de amerikanske husholdninger mere forgældede end de danske. DEN POSITIVE udlægning af danskernes gældsætning er, at det danske lånemarked er effektivt og blot afspejler den store vækst i friværdierne i danskernes boliger. På den baggrund burde der derfor være plads til at optage større lån. Men problemet er, at boligpriserne ikke nødvendigvis fortsætter med at stige. Så sent som i slutningen af 1980'erne faldt boligpriserne markant. Og det kan faktisk ske igen - de seneste års opskruede priser taget i betragtning. Mens det er usikkert, om boligpriserne vil falde, er det til gengæld sikkert, at renterne vil stige. Det nuværende niveau på 3 procent er uhyre lavt. Vi skal kun 15 år tilbage for at finde et renteniveau, der lå over 10 procent. I MODSÆTNING til dengang slår rentestigninger meget hårdere igennem i dag på grund af de mange variabelt forrentede lån, som næsten halvdelen af boligejerne har optaget. Mere end en tredjedel af boligejerne har tilmed afdragsfrie lån. Og mange af dem er førstegangskøbere, som er hårdt belånt i deres nye bolig. Bliver de ramt af stigende renter og faldende boligpriser, står tvangsauktionen lige for. Med et rødglødende boligmarked og udsigt til stigende renter, er der behov for et kritisk blik på den enorme lånelyst. Regeringens strategi med at lukke øjnene og håbe det bedste, risikerer at give et grumt bagslag, når de gode tider bliver blot lidt dårligere.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her