DET NYLIGE G8-topmøde i Rusland har givet anledning til at gøre status over sidste års topmøde i Storbritannien, hvor det lykkedes premierminister Tony Blair, godt hjulpet af bl.a. U2-forsangeren, Bono, at få mobiliseret både opinionen og statslederne. Resultatet sidste år var et slutdokument, der lovede at fordoble bistanden til Afrika inden år 2010, lette Afrikas gæld og give kontinentet bedre handelsvilkår. Status viser, at det er gået med Gleneagles-løfterne, som det ofte gør med donorløfter: De bliver ikke indfriet. Landene har endnu fire år til at nå målet, men opgørelserne viser, at med undtagelse af gældslettelse halter indsatsen alvorligt bagefter. Mange ngo'er var derfor ikke sene til at advare om udviklingen op til etårsdagen for Gleneagles, og står det til dem, får donorlandene ikke lov at dø i synden. HVAD DER har været talt mindre om er imidlertid, at de afrikanske statsledere, der var inviteret med til G8-mødet sidste år, også afgav løfter ved den lejlighed. Til gengæld for donorlandenes større generøsitet ville de ifølge samme slutdokument levere god regeringsførelse, styrke demokratiske institutioner og processer og udvise absolut nultolerance over for korruption. De afrikanske lande foretog selv en slags status over deres løfter ved det nyligt afholdte årsmøde i Den Afrikanske Union (AU). AU havde - til organisationens ros - begået et 'demokraticharter', som forpligtede afrikanske statsledere til at tillade pressefrihed, fordømme militærkup og afrikanske præsidenters dårlige vane med at bryde landenes forfatninger for gang på gang at kunne stille op til nyvalg. Manglende overholdelse af charteret ville medføre en suspension fra AU. Inden charteret nåede frem til statslederne, hvoraf ikke så få har taget magten ved statskup eller har fiflet med forfatningen, havde deres udenrigsministre sørget for, at de blev sparet for ydmygelsen. DET TJENER AU til ære, at charteret overhovedet blev til, og det viser, at organisationen de seneste år, bl.a. ved hjælp af de afrikanske Gleneagles-løfter, har fået styrke og mod til at stille egne ledere til ansvar. Det ville klæde ngo'erne, hvis de i deres bestræbelser på at opretholde politisk fokus på Afrikas udviklingsproblemer også beskæftigede sig med den afrikanske side af sagen. AU har brug for den støtte.