DEN DANSKE regering bevilgede i går 3 millioner kroner i humanitær bistand til nødstedte libanesere. Som begrundelse gav udviklingsminister Ulla Tørnæs (V), at det er vigtigt at huske den lokale befolkning, som må blive tilbage, og at den humanitære bistand er nødvendig for at undgå, at den humanitære situation kommer ud af kontrol. At Danmark efter endt evakuering af danskere fra Libanon vender blikket mod libaneserne, burde være en selvfølge. Den halve million libanesere, der skønnes på flugt, vidner om, at hjælpen er tiltrængt. Spørgsmålet er imidlertid, om den danske bevilling nogensinde kommer de fordrevne libanesere til gode. IFØLGE FN, Internationalt Røde Kors og Human Rights Watch er adgangen til at beskytte civilbefolkningen og få nødhjælpsforsyninger frem nærmest umuliggjort. På den ene side bruger Hizbollah civile libanesere som skjold ved at anvende deres huse og ejendom som skjulesteder. På den anden side er lufthavne, veje og broer ødelagt af israelske bombardementer, og havnene er blokeret, hvilket forhindrer nødhjælpsforsyninger i at komme frem. Situationen fik i går FN's humanitære chef, Jan Egeland, til at kalde Israels angreb på Libanon »ude af proportioner«. Israel forsvarer sig med, at blokaden er indført for at forhindre Hizbollah i at få våbenforsyninger, og mat man de seneste døgn har sendt flyveblade ned over det sydlige Libanon med advarsler og opfordring til de tilbageblevne om at forlade området. Human Rights Watch fastslår derimod, at Israel ifølge international ret er »forpligtet til at tillade fri passage for forsyninger, der er essentielle for civile, og til at beskytte nødhjælpsarbejdere, der leverer disse forsyninger«. Uanset undskyldninger og advarsler giver det sig selv, at størstedelen af civilbefolkningen ikke har en jordisk chance for at slippe væk fra det sydlige Libanon - for slet ikke at tale om de gamle og de syge. DET ER DERFOR helt afgørende, at de organisationer, som nu er udset til at skulle råde bod på den manglende politiske vilje til at stoppe krigen, fortsætter med at opretholde presset på det internationale samfund ved at insistere på, at der også i krig gælder regler, som skal overholdes, og ved at sige åbent, at den humanitære generøsitet, det internationale samfund - deriblandt Danmark - nu udviser, er en tom gestus, så længe man ikke beder Israel om at overholde international ret. Det er nemlig nu overladt til de humanitære organisationer at sige sandheden, der som bekendt siges at være krigens første offer.