VELLYKKET KOORDINERING kræver overblik, tydelig opgavefordeling og synlig ledelse. Ingen af delene er sædvanligvis til stede i det kaos, der hersker i områder, der har været udsat for naturkatastrofer. Overraskende er det derfor ikke, at en international evaluering af nødhjælpsindsatsen under tsunamikatastrofen i 2004 konkluderer, at millioner af kroner, der kunne have gjort gavn, gik tabt på grund af dårlig koordinering. EVALUERINGSRAPPORTEN viser, at uanset at katastrofens omfang skabte et enormt behov for hjælp, så var løsningen ikke 'jo mere hjælp, jo bedre'. Tilstedeværelsen af alverdens nødhjælpsorganisationer var et selvstændigt problem, fordi de manglede lokalkendskab og derfor ikke formåede at bygge på lokale kræfter. Dertil kom, at de mange penge fra private donorer ikke tilskyndede organisationerne til samarbejde, fordi private donorer gerne vil kunne se - helt konkret - hvad deres check har udrettet. Og ofte går synlighed og effektivitet ikke hånd i hånd. Det var der nogle organisationer, der var kloge og ansvarlige nok til at indrømme, da de konstaterede, at pengene - helt uvant - strømmede ind i ubrugelige mængder. Andre måtte sande, at donorerne følte sig snydt, når pengene blev brugt - bedre - på andre trængende i f.eks. Darfur. DESVÆRRE KAN ofrene for sidste års tsunami ikke bruge de indhøstede erfaringer til noget. Men katastrofen har bibragt det samlede 'establishment' på nødhjælpsområdet en erkendelse, som ikke tidligere er set. Efter katastrofen har FN således udformet en arbejdsdeling mellem de enkelte underorganisationer, således at man i humanitære kriser ikke skal til at diskutere, hvem der tager sig af hvad. Det er der nu en forholdsvis klar aftale om. At man ikke har haft det for længst, er den egentlige skandale. ERFARINGERNE FRA tsunamien har således været med til at øge ansvarligheden hos FN og de store nødhjælpsorganisationer, som f.eks. Internationalt Røde Kors, men der eksisterer endnu ikke et effektivt system for koordinering af FN-systemet og de efterhånden mangfoldige og pengestærke ngo'er, der ikke er meget for at lade sig koordinere. Måske skulle private donorer lade 'koordineringsevne' indgå som et parameter, inden de sender checken næste gang.