DER VAR god grund til at forholde sig skeptisk til beslutningen sidste år om, at Udenrigsministeriet skulle evaluere sin egen indsats i forbindelse med flodbølgekatastrofen i Sydøstasien. Det er altid betænkeligt, når en offentlig myndighed undersøger sig selv. Men det var ekstra betænkeligt, at myndigheden i dette tilfælde var Udenrigsministeriet, der har en lang tradition for særligt systemtro embedsmænd. Især fordi det netop var loyaliteten over for systemet og frygten for at tage beslutninger, der ikke var godkendt på højeste sted, der var med til at gøre den danske indsats alt andet end imponerende. MED DEN skepsis in mente er det desto mere glædeligt at konstatere, at ministeriets håndtering af evakueringen af ferierende danskere i Libanon tegner yderst professionel. Midt i en ferietid er det hidtil lykkedes Udenrigsministeriet - og ikke mindst ambassaderne i Beirut og Damaskus - at komme i kontakt med, samle og transportere næsten 3.000 mennesker til Danmark. Dertil kommer et velfungerende og intensivt oplysningsarbejde, bl.a. på ministeriets hjemmeside. At de, der står i situationen, føler behov for mere hjælp og ville ønske, at evakueringen gik hurtigere og var endnu mere effektiv, er forståeligt. De er havnet midt i en krig, som de bare vil væk fra. Udenrigsministeriet har til gengæld påtaget sig ansvaret for at få dem sikkert ud af et land, der netop er i krig. Det indbefatter bl.a. sikkerhedsvurderinger og garantier fra den israelske regering om ikke at angribe de områder, hvor der pågår evakueringer, og er altså langt mere end en praktisk og logistisk øvelse. DEN ISOLEREDE danske indsats synes derfor at fortjene ros. Til gengæld undrer det, at EU-landene i en situation som den aktuelle nøjes med at koordinere deres indsatser i stedet for at foranstalte en egentlig fælles evakuering. Det virker mildest talt ikke rationelt, at hvert enkelt EU-land skaffer egen bus-, fly- og færgekapacitet. De ulykkelige situationer, hvor desperate mennesker er blevet afvist, trods ledig kapacitet, fordi bussen har været forbeholdt andre nationaliteter, kunne have været undgået, hvis det europæiske samarbejde havde fungeret. Det er vanskeligt at se, hvilke nationale interesser der i den aktuelle situation er så vigtige, at de kan få lov til at stå i vejen for en effektiv indsats for at få alle europæiske borgere evakueret.