USA HAR netop meddelt, at man vil øge indsatsen for at styrte Cubas diktator, Fidel Castro. Det vil ske med en ekstra bevilling på 80 millioner dollar - oven i de 27 millioner dollar årlig, man allerede bruger på formålet. Pengene skal forvaltes af den tre år gamle organisation The U.S. Commission for Assistance to a Free Cuba, som sidste år fik koldkrigeren Caleb McCarry som chef. Han bærer den sigende titel 'overgangskoordinator'. Det drejer sig naturligvis om Cubas overgang til den fremtid, som USA har planlagt. 10 præsidenter har regeret USA, siden Fidel Castro begik sin revolution i Cuba i 1959. På dem alle har Castro været en torn i øjet, og utallige er de forsøg, der er blevet gjort på at komme af med ham. Invasionen i Svinebugten under John F. Kennedy var det første, men siden har adskillige mere eller mindre latterlige attentater på hans liv fundet sted. DER ER masser af gode grunde til at ønske sig et systemskifte i Cuba: de politiske fanger i fængslerne, undertrykkelsen af dissidenter, og bare det absurde faktum, at et diktatur fortsat eksisterer i en region, hvor alle andre lande gennemgår demokratiske processer. Men Cuba har over årene udviklet sig til en besættelse for USA, der er ude af stand til at tænke klart, når det gælder den snart 80-årige despot i Havana. Når selv de kendteste cubanske dissidenter som Oswaldo Paya og Elizardo Sanchez siger, at Caleb McCarry og hans tåbelige organisation virker mod hensigten, så har den amerikanske Cubapolitik et stort problem. For sagen er jo, at de fleste cubanere frygter, hvad USA og det cubanske eksilsamfund kan finde på, den dag Castro, af den ene eller anden grund, ikke længere er ved roret. De frygter at miste deres hjem og de goder, som diktaturet trods alt bringer dem. Fidel Castro spiller dygtigt på den frygt og bruger den reelle trussel til at stramme grebet om befolkningen yderligere. NATURLIGVIS skal Cuba underlægges et demokratisk pres udefra, men efter Castro er det i bund og grund cubanerne selv, der skal indrette deres fremtid. Som José Miguel Insulza, generalsekretæren for OAS, for nylig kort og fyndigt fastslog over for USA: »Det er ikke jeres land«.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
