DA G8-LANDENE mødtes i juli sidste år i Gleneagles i Skotland, skete det i skyggen af terrorangrebene i London. Når de mødes i dag i Skt. Petersborg, er det konflikten i Mellemøsten, der kaster sin skygge over mødet. Forrige år stjal terrorangrebene opmærksomheden fra den oprindelige dagsorden om en storstilet plan for Afrikas udvikling. I år bliver der snarere tale om, at den oprindelige dagsorden med energisikkerhed som det vigtigste punkt yderligere aktualiseres af begivenhederne i Mellemøsten. Med Rusland som verdens andenstørste olieproducerende nation og dertil indehaver af rundt regnet 65 procent af verdens naturgasreserver er landet i forvejen en magtfuld aktør på verdens energimarked, som det blev demonstreret, da Rusland lukkede for gasforsyningen til Ukraine. De rekordhøje oliepriser, som skyder yderligere i vejret, i takt med at krisen i Mellemøsten tager til, bidrager kun til at styrke Ruslands og præsident Putins stormagtsambitioner. NÅR DE ANDRE G8-ledere i dag kommer til Rusland, er det derfor en selvsikker præsident, de møder. Ikke alene er han sig sin magtposition i kraft af Ruslands ressourcer bevidst, men han har også solide indenrigspolitiske resultater at vise frem. Den russiske økonomi er vokset, russernes levestandard er øget - og Putins popularitet blandt befolkningen slår de fleste af de øvrige G8-lederes. Omvendt proportionalt med de økonomiske fremskridt er imidlertid tilbageskridtet inden for demokrati og menneskerettigheder. Det er denne russiske cocktail, der har gjort flere G8-ledere lettere utilpasse ved Putins værtsrolle. Hvordan håndterer man at kritisere værten, som man oven i købet er i lommen på, hvad angår den fremtidige energiforsyning? Den britiske premierministers udtalelser inden mødet illustrerer balancegangen. Han forsikrede, at det ikke ville lykkes Rusland at lave en byttehandel, der giver lov til at udnytte lande som Ukraine, Georgien og Hviderusland til gengæld for støtte til en hård linje over for Irans atomprogram. FÆLLES europæisk energipolitik, der reducerer afhængigheden af Rusland, har Europa imidlertid sat sig godt og grundigt i en situation, hvor der ikke er noget alternativ til byttehandler af tvivlsom karakter. At tillade Putin at spille de enkelte EU-lande ud mod hinanden er ikke alene forkert, men også direkte uansvarligt. Hvis ikke weekendens møde bliver en øjenåbner af de helt store for de øvrige G8-lande, bliver resultatet blot, at Putin kan konstatere, at han er kommet tættere på sin stormagtsstatus - både politisk og økonomisk.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
