Polsk farce

Lyt til artiklen

VI BLIVER nødt til at citere Karl Marx, der gjorde denne geniale observation: »Hegel bemærker et eller andet sted, at alle store verdenshistoriske begivenheder og personer så at sige forekommer to gange. Han har glemt at tilføje: den ene gang som tragedie, den anden gang som farce«. Denne vinters danskskabte karikaturstrid var en tragedie. Man hængte et mindretal ud. Striden gavnede ingen og bidrog mildt sagt ikke til integrationen. På den anden side kan man kun kalde dens polske opfølgning en farce. De to ihærdige katolske tvillingebrødre Lech og Jaroslaw Kaczynski, der beklæder posterne som henholdsvis præsident og ministerpræsident i Polen, kræver, at Tyskland iklæder sig sæk og aske, efter at et tysk dagblad har kaldt den polske præsident »en ny kartoffel«. Ikke supermorsomt måske, men det samme gjaldt ikke så få af Muhammedkarikaturerne. INGEN UD over de to polske toppolitikere mistænker den venstreorienterede avis Taz for at være den borgerlige kansler Angela Merkels talerør. Derfor har den tyske regering også i forsigtige vendinger fortalt polakkerne, at der er pressefrihed i Tyskland. Til gengæld har man hørt på Polens ambassadør. I Polen dyrkes pressefriheden med måde, og står det til de to brødre, skal denne tilstand åbenbart udbredes vestover i Europa. Det polske par, der har sat det endelige opgør med landets kommunistiske fortid på programmet, indleder således den politiske renselsesproces med at kræve den statslige censur genindført. De to mænd puster til den allerede veludviklede polske nationalisme. De understøtter den katolske kirkes mest rodfæstede fordomme og lægger homoseksuelle for had. I deres kamp for 'ret og retfærdighed', som navnet på deres parti lyder, forveksler de nu også deres personlige forfængelighed med Polens interesser. DA TAZ' satiriske medarbejder brugte udtrykket 'kartoffel' om Lech Kaczynski, mente han det næppe som en kompliment til Kaczynskis intelligens. Nu har præsidenten og hans bror gjort journalisten den tjeneste at bekræfte hans værste anelser. I dag ved hele Europa, hvad kun Taz' relativt lille læserskare oprindeligt var indviet i.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her