Behandling på private sygehuse og tegning af private sundhedsforsikringer har hidtil ikke været attraktivt for ret mange. Den private løsning har stort set kun aflastet det offentlige system og har dermed bidraget til, at det offentlige kunne levere en bedre ydelse. Det mønster er imidlertid ved at ændre sig. For nylig kom nyheden om, at Danmark nu får et egentligt landsdækkende privathospital med afdelinger rundt om i landet. Efterspørgslen er stor, hvilket en stigning på 33 procent i antallet af patienter, der blev behandlet på privathospitaler sidste år, bevidner. Samtidig er antallet af private sundhedsforsikringer steget eksplosivt de senere år, hvilket betyder, at godt 400.000 danskere selv har tegnet eller som frynsegode har en virksomhedsbetalt sundhedsforsikring. Det nyeste skud på privatsundhedens stamme er private lægevagtordninger, som virksomhederne tilbyder deres medarbejdere og deres syge børn i forventning om at spare på sygedagene. Udviklingen antyder, at vi stille og roligt er ved at få et egentligt todelt sundhedsvæsen, der tilgodeser dem, der har, i det private system og overlader dem, der ikke har, til det, der måtte være tilbage af det offentlige system. Det kan stadigvæk undgås, at det når dertil, men det kræver en bevidst politik om det modsatte, og når man ser regeringens aktuelle indsats, er man ikke overbevist om, at den har sådan en. Den generelle udhuling af det offentlige forbrug, som er resultatet af regeringens målsætning om lav offentlig vækst, har naturligvis konsekvenser for det offentlige sundhedssystem. Og når der fra næste år stilles garanti om, at ingen skal vente mere end en måned på behandling i det offentlige sygehusvæsen, vil strømmen af patienter til privathospitalerne uden tvivl stige. På den måde kan det nemt ende med, at vi på den ene side får et offentligt system, der er underlagt et udgiftsloft, og på den anden side har privathospitaler, der ikke behøver tænke på udgifterne, som de jo får betalt - af det offentlige. Tiden er derfor inde til at definere politisk, hvilke områder der skal være omfattet af det offentlige i fremtiden. Det vil være den bedste livsforsikring for det offentlige sundhedsvæsen.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
