I 2002 FEJREDE regeringen sine første 100 dage ved magten med at nedlægge Rådet for Etnisk Ligestilling. Som en af sine sidste handlinger som formand for rådet optrådte biskop Kjeld Holm foran FN's Komité mod Racediskrimination for at afgive rådets bemærkninger til den officielle danske regeringsrapport. Det er værd at erindre nu, hvor det igen er Danmarks tur til at rapportere om diskrimination, og hvor det er første gang, at komiteen for alvor får mulighed for at vurdere VK-regeringens lovgivning og indsats. At regeringen gang på gang afviser udenlandske rapporter, der kritiserer Danmark, og samtidig selv tegner et fejlfrit billede af Danmark, er ikke så overraskende. At den ser sig nødsaget til at give ufuldstændige oplysninger og halve sandheder, er imidlertid et svaghedstegn, der kun bekræfter, at her er noget, der skal ses nærmere på. At der kan forekomme fejl og misforståelser i internationale organers rapporter om Danmark er uheldigt, men forståeligt, i og med at de er afhængige af oplysninger fra danske myndigheder og organisationer. Men når en regering, der har fortrinsret til alle relevante informationer, ja, selv har indført love, der har til hensigt at diskriminere, er der ikke tale om misforståelser. Manipulation og bevidst misinformation er således de eneste ord, der er dækkende for dele af rapporten. Kontrolorganer er afhængige af information fra uvildige nationale organer for at kunne danne sig et retvisende billede og for at kunne eksaminere staterne. Skulle man have været i tvivl i 2002, er det med den aktuelle danske rapport i hånden til gengæld ikke længere til at misforstå det højere mål med afskaffelsen af Rådet for Etnisk Ligestilling. Dets brede repræsentation og uafhængighed gav det netop den status og stemme, som vi i demokratiets navn betaler ngo'er i tredjeverdenslande for at indtage over for deres regeringer. De danske organisationer, som det ikke er lykkedes at nedlægge, har nu et stort ansvar for at korrigere regeringens rapport. I modsætning til regeringen, der er i færd med yderligere at undergrave Danmarks omdømme, nyder organisationer som Institut for Menneskerettigheder - uanset regeringen og Dansk Folkepartis forsøg på at underminere dets troværdighed - nemlig stor anseelse i internationale sammenhænge.