Ferien er over os. I dag indleder mange danskere deres sommerferie og tager dermed fat på den mest stressede tid på året. Det lyder paradoksalt, men er ikke desto mindre rigtigt. Mange danskere har nemlig så store ambitioner for deres ferie, at de helt glemmer at slappe af. Vi skal vandre i Tibet, se kirker i Italien og lære at vindsurfe og spille tennis på La Santa. Og så skal vi hygge os, rigtig hygge os, nu, hvor familien endelig er samlet i nogle dage. Men resultatet bliver alt for tit det modsatte. Oplevelsesbuen er spændt så hårdt, at den mindste tue - en bilkø i Tyskland eksempelvis - kan vælte hele det store læs og gøre ferien til en udmattende fiasko, som må gennemdrøftes hos psykologen, når man er vel tilbage i landet. Ferien er dermed det tydeligste eksempel på, at det, som virkelig stresser danskerne, er fritiden. På arbejdet går det muligvis stærkt, men dog inden for visse faste rammer. Men i fritiden, da skal vi virkelig leve, lære fransk og højere madlavning, dyrke sport og tantrisk sex og være noget for vores børn og familie. Desværre har døgnet trods alle de teknologiske fremskridt stadig kun 24 timer, og da de fleste af os skal sove omkring 8 timer hver nat, ja, så er der ganske enkelt ikke tid til det hele. Men det enkle faktum har alt for mange af os vanskeligt ved at erkende i en selvrealiseringstid, hvor det at vælge noget fra er os inderligt imod. Alt skal nås, gøres og opleves. Men livet er ikke uendeligt, og det er heller ikke et kapløb. Der uddeles ikke præmier til dem, der nåede at se flest kirker, spille flest fodboldkampe eller bestige de højeste tinder i de mest eksotiske lande. Det gælder om at have det godt her og nu, og det kræver, at man er villig til rent faktisk at være i nuet. Ikke altid tænke frem på næste oplevelse, næste event og adrenalinkick, men bare være. Nyde det at have fri og kunne slappe af og være sammen med de mennesker, der betyder mest for en. Så nyd ferien. Sluk mobilen, sæt e-mailen på autosvar, og sørg for at tage den med ro og lade op. Det kan tids nok blive travlt igen.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
