Gå selv

Lyt til artiklen

Socialdemokratisk uddannelsespolitik? Se under De Gule Sider. Sådan har det - groft sagt - været i mange år. Af uransagelige grunde har Socialdemokraterne ikke evnet at markere sig med en uddannelsespolitisk linje, måske på grund af den radikale dominans på dette område. Et paradoks al den stund, at samfundets ulighed er bestemt af uddannelse. Den femtedel af en ungdomsgeneration, som efter folkeskolen sakker bagud i uddannelseskapløbet, kommer aldrig med igen og bliver stort set alle sammen det, som kynisk, men præcist i folkemunde kaldes 'tabere'. Derfor skal det hilses velkommen, at partiet nu melder sig med uddannelsesudspillet 'Lyst til at lære hele livet'. Udspillet rummer gode elementer - og som det sig hør og bør - ligegyldigheder og floromvundne sætninger. Vigtigt er det, at udspillet betoner den tætte sammenhæng mellem uddannelse og ulighed. Det er på høje tid. Det er en helt rigtig tanke at indføre 12 års skolepligt. Skiftende regeringer har gentaget hensigtserklæringen om at få flere gennem en ungdomsuddannelse. Det har blot ikke virket. 12 års skolegang vil bringe Danmark på linje med andre europæiske lande og sikre, at alle får en ungdomsuddannelse. Forslaget vil oplagt stille øgede krav til ungdomsuddannelserne. Her foreslår Socialdemokraterne at slå gymnasier, hf, handelsskoler og tekniske skoler sammen i regionale centre for at styrke erhvervsskolernes prestige. Målet er godt nok, men midlet er ikke rigtig tillidsvækkende. For hver uddannelsesinstitutions kvalitet er afhængig af dens identitet og særkende, og det trives ikke godt i storcentre. Så er der mere ræson i de konkrete forslag til forbedring af erhvervsskolerne for at få stoppet frafaldet. Dertil kan føjes, at et naturligt tiltag for at styrke erhvervsskolerne ville være at give dem bevillinger på niveau med gymnasiet. I udspillet vil Socialdemokraterne lade skole og fritidsordning smelte sammen. Det kan - udført på den rigtige måde - være en god ide, hvis det, som det fremgår af oplægget, knyttes sammen med mere idræt og sunde måltider. Det er oplagt at bruge den kendsgerning, at de fleste børn er væk fra hjemmet fra 8 til 16, til at forbedre skoledagen, så der bliver bedre balance mellem faglig fordybelse og leg. Det vil kunne forbedre indlæringen og skabe mere ro om undervisningen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her