Had mod USA

Lyt til artiklen

Antiamerikanske er langtfra noget nyt fænomen. Men den er ved at antage et hidtil uset omfang, og den er ikke begrænset til en bestemt region eller mennesker med en bestemt religion eller hudfarve, viser de nyeste resultater af en storstilet amerikansk undersøgelse. Amerikanerne selv er bekymrede. Regeringen sætter ind med såkaldt 'public diplomacy', der skal give et andet billede af det virkelige USA og dets hensigter end det, medierne over hele verden giver. Men amerikanske tv-programmer på arabisk, glittede blade til ungdommen i Pakistan og nok så spændende projekter for unge afghanere kan ikke løse problemet. Det er politisk. Krigen i Irak er en vigtig forklaring. En anden er præsident Bushs indsats mod terrorismen. Det store flertal af tyskere, spaniere og briter, der er skeptiske over for den amerikanske indsats på dette område, er enige med amerikanerne i, at terrorismen skal bekæmpes. De mener bare ikke, den skal bekæmpes med modterror, ulovlige fængsler, tortur og brud på internationale aftaler. Demokratiet har andre våben, hvilket det store, amerikanske demokrati har vist ved flere lejligheder - og hvilket store dele af den amerikanske offentlighed også jævnligt giver udtryk for. En stor del af problemet hedder netop George W. Bush, som ikke formår at forvalte det amerikanske lederskab i verden på en tillidsvækkende måde. Som militær og politisk verdensmagt vil USA altid have fjender, som landet altid har haft det. Men vi skal tilbage til Vietnamkrigen for at se en stemning mod USA som den aktuelle. Det er alvorligt. Der er grænser for USA's militære kapacitet i verden, som krigen i Irak og USA's øvrige engagementer viser. Politisk har USA også brug for et effektivt makkerskab med det for blot et par år siden så foragtede 'gamle Europa'. Krisen omkring Iran er ikke slut, men europæernes bidrag har f.eks. neutraliseret de mest yderligtgående kræfter i USA. Og verden har brug for USA. For kun ti år siden måtte USA bidrage til at skabe fred på Balkan, og i dag er en løsning i Mellemøsten utænkelig uden USA. Men det bliver svært i en situation, hvor hele verden hader USA - og hvor USA derfor fristes til fortsat at gå alene.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her